Knitrende gnister

…på den gode måde!

Læser over morgenkaffen i søndagsavisen, at to trediedele af alle ægteskabsbrud i USA sker p.g.a. for meget kammeratlighed og for lidt gnist i ægteskabet. “Vi er vokset fra hinanden” er det hyppigste svar på, at parterne lader sig skille, står der i Politikens artikel “Undgå den ægteskabelige død”.

Det er den amerikanske forfatter Pamela Haag, der har taget pulsen på den ægteskabelige zombietilstand, som hun udtrykker det i sin bog “Marriage confidential “, der udkom i sommer (ikke oversat til dansk).

Dette ægteskab er kendetegnet ved ikke at være slemt nok til, at man forlader det, men heller ikke godt nok til, at man er tilfredsstillet. Det er i en zombietilstand

Rådene fra hende til at komme ud af eller forebygge denne tilstand er skåret ind til:

  • At kommunikere bedre
  • At huske at tilbringe tid sammen

Og deri kan jeg kun være enig.

Piece of cake  – ja, det tror vi, men når alt kommer til alt, er det afgørende for det gode ægteskabs eller parforholds beståen. Og hvorfor ikke tage det i opløbet, som der er en stadig stigende tendens til på den anden side af Atlanten, hvor flere og flere samtidig med, at de indgår ægteskab, søger rådgivning/parterapi for at sikre deres forhold.

Der findes næppe noget foretagende, som folk indlader sig på med så vældige forhåbninger og forventninger, og strander så regelmæssigt som ægteskabet, skrev den gode filosof og teolog  K.E Løgstrup.

Jo, det må man sige, er ord, der stadig gælder, måske mere end nogensinde. Men heldigvis er der hjælp at hente. Hjælp til selvhjælp. Når vi allerede er landet i denne tilstand, men også for at være på forkant med de faldgruber, som altså også er ægteskabets. Dem, der træder frem i det øjeblik forhåbninger og forventninger viser sig ikke at stemme overens med realiteterne i ægteskabslivet.

Med enkle greb og en stålfast vilje til at ville sit forhold er der håb for et kærligt og udviklende liv sammen, hvor gnisten ikke knækker sammen under kammeratlighed. Et forhold bestående i respekt, nærhed og kærlighed. Der er bare en ild, der skal passes fra dag ét. I værste fald pustes liv i igen. Og det er muligt. Men selvfølgelig: jo før des bedre.

Billede venligst lånt her

Dit kærlighedssprog

Dit eget og din ægtefælles kærlighedssprog er måske lige så forskelligt som kinesisk og engelsk. – Gary Chapman

Kender du dit kærlighedssprog? Læs mere om de fem kærlighedssprog i min seneste avisartikel her side 10.

Som nævnt i artiklen kan du/I arbejde med jeres kærlighedssprog med inspiration i bogen af Gary Chapman. Sjovt og spændende sammen at arbejde hen mod et mere vitalt og kærligt forhold.

Hvis I imidlertid er kørt for meget fast i gamle uhensigstmæssige mønstre, er begyndt at miste tilliden til, at den anden vil jer det godt, har brug for en trediepart til at hjælpe jer med at blive på sporet uden at “falde i” de sædvanlige “fælder”, når I forsøger at snakke om tingene eller blot har lyst til at arbejde mere fordybende, kan parterapi være en metode til at få indarbejdet nogle nye mønstre og til genopbyggelse af tillid og intimitet imellem jer.

Hvis I allerede har følelsen af, at det er for svært at arbejde på egen hånd, så søg hjælp. Jo før des bedre. Alt for mange parforhold/ægteskaber kuldsejler helt, fordi de ikke søgte hjælp i tide. Og hjælpen er faktisk inden for rækkevidde, man skal bare række ud efter den, når signalerne melder sig.

Go’ arbejdslyst i kærlighedslivet og kærlig hilsen

Charlotte

Den største dræber i kærlighedsforhold

- er os selv – eller rettere: manglen på kærlighed til os selv. Der er intet som lavt selvværd, den manglende kærlighed til os selv, der kan skabe ballade i vore kærlighedsforhold.

Et uhyre stort antal af os – mænd som kvinder – er formidable til at leve os ind i andres behov, tilgodese dem, ja, næsten være eksperter på dem. Men når vi så bliver udfordret på vore egne behov og følelser, på hvad vi selv har brug for, hvordan vi får tilgodeset dem, bliver nogle af os enten 

  • helt blanke: tjah….jeg véd faktisk ikke,hvad jeg har brug for, hvad der vil være godt for MIG. Eller
  • får negative associationer, hvor vi forbinder det med at tage vare på og tilgodese os selv med EGOISME eller
  • vi afviser, at det har noget med sagen at gøre overhovedet. At der skulle være forbindelse med, hvordan vores kærlighedsliv fungerer, og hvordan vi selv fungerer

Men det hænger sammen: har du kærlighed til dig selv, selvværd, selvagtelse er du også i stand til at bevare din integritet i dit forhold. Kun på den måde, kan vi mødes i forholdet som individer på en måde så 1 plus 1 = 3. Og er det ikke sådan vi ønsker, at få regnestykket til at gå op i vores kærlighedsforhold? Jeg gør i hvert fald. Hvad med dig?

Hvis du vil læse mere, så klik ind på min seneste avisartikel om kærlighedsafhængighed her.