…på den gode måde!
Læser over morgenkaffen i søndagsavisen, at to trediedele af alle ægteskabsbrud i USA sker p.g.a. for meget kammeratlighed og for lidt gnist i ægteskabet. “Vi er vokset fra hinanden” er det hyppigste svar på, at parterne lader sig skille, står der i Politikens artikel “Undgå den ægteskabelige død”.
Det er den amerikanske forfatter Pamela Haag, der har taget pulsen på den ægteskabelige zombietilstand, som hun udtrykker det i sin bog “Marriage confidential “, der udkom i sommer (ikke oversat til dansk).
Dette ægteskab er kendetegnet ved ikke at være slemt nok til, at man forlader det, men heller ikke godt nok til, at man er tilfredsstillet. Det er i en zombietilstand
Rådene fra hende til at komme ud af eller forebygge denne tilstand er skåret ind til:
- At kommunikere bedre
- At huske at tilbringe tid sammen
Og deri kan jeg kun være enig.
Piece of cake – ja, det tror vi, men når alt kommer til alt, er det afgørende for det gode ægteskabs eller parforholds beståen. Og hvorfor ikke tage det i opløbet, som der er en stadig stigende tendens til på den anden side af Atlanten, hvor flere og flere samtidig med, at de indgår ægteskab, søger rådgivning/parterapi for at sikre deres forhold.
Der findes næppe noget foretagende, som folk indlader sig på med så vældige forhåbninger og forventninger, og strander så regelmæssigt som ægteskabet, skrev den gode filosof og teolog K.E Løgstrup.
Jo, det må man sige, er ord, der stadig gælder, måske mere end nogensinde. Men heldigvis er der hjælp at hente. Hjælp til selvhjælp. Når vi allerede er landet i denne tilstand, men også for at være på forkant med de faldgruber, som altså også er ægteskabets. Dem, der træder frem i det øjeblik forhåbninger og forventninger viser sig ikke at stemme overens med realiteterne i ægteskabslivet.
Med enkle greb og en stålfast vilje til at ville sit forhold er der håb for et kærligt og udviklende liv sammen, hvor gnisten ikke knækker sammen under kammeratlighed. Et forhold bestående i respekt, nærhed og kærlighed. Der er bare en ild, der skal passes fra dag ét. I værste fald pustes liv i igen. Og det er muligt. Men selvfølgelig: jo før des bedre.
Billede venligst lånt her
Helt enig Charlotte, problemet er bare om vi kan kommunikere i tide, vi oplevede ihvertfald alt for sent at vi stod på hver sin bakketop og skuede i hver sin retning, jeg tror at det hænger nøje sammen med det at lytte til sine følelser som altid er der for en, tit og ofte undlader vi at lytte til følelserne fordi fornuften siger at alt er i den skønneste orden.
Dejligt indlæg.
I kærlige tanker, god Søndag aften.
Ja, Michael, kommunikation i tide er uomtvisteligt et springende punkt. Jeg tænker: jo før des bedre, vi begynder at tage kommunikationen imellem os, når vi er i et parforhold, alvorligt, jo bedre er betingelserne også for dets varighed. Og for at kunne indgå i en ligeværdig kommunikation, kræver det, at vi er i kontakt med vore egne følelser. Selvværd og selvkærlighed er ingredienser, der hører et kærligt og udviklende forhold til.
Tak for kommentar, Michael og god aften til dig.
Kærlig hilsen Charlotte