Næppe er der noget som julen, der er forbundet med forventning. Det ligger i julens budskab, at vi venter på frelserens komme.
Men de forventninger, der fylder og præger tiden er typisk materialiseret i form af f.eks. forventinger om ro, fred, glæde, kærlighed, harmoni, venskab, gaver, fyldte maver o.s.v. Vi dyrker forventningerne hele måneden og lige om lidt skal det hele så kulminere.
Vi har en forestilling om en kulmination som indeholder alle de idyliserede forestillinger, vi gør os. For om noget er julen også spundet ind i et skær af idyl. Det er dejligt. Vi kan drømme og fantasere. Måske ikke engang rigtig bevidst. Også ubevidst. Mange og den ene mere rørstrømske julefortælling end den anden, printer sig i vores underbevidsthed ligesåvel som de gode stunder, vi husker vi har haft gennem vores liv knyttet til julen. De dårlige har det med at fortone sig i glemslens land. Og det er jo sådan set meget godt. Vi kommer videre og glemmer.
Når så det er. Tid er. Det er blevet jul. Forretningerne er lukket, indkøbene gjort, puslespillet om hvem der skal holde jul hvor er lagt, og dansen om juletræet, snapsene over julefrokosten ryger ned, er det så, at det idylliserede billede kan krakelere.
For i virkeligheden – eller for rigtig mange er virkeligheden – nemlig slet ikke så idyllisk og harmonisk, fredelig og rolig, som vi havde drømt om. Ikke at den nødvendigvis er direkte ulykkelig (selvom det er den selvfølgelig for nogle ). Men for rigtig mange er julen også
- lige vel meget selskabelighed, når nu vi egentlig bare trænger til at slappe af
- forbundet med opblussen af sorg over mennesker, som ikke er mere
- personlige indre konflikter til familiemedlemmer eller til hele familiekonstellationen, der blusser op. Tilbagefald i gamle roller, mønstre som man iøvrigt i sit liv har lagt bag sig. Pludselig vupti – er de der igen, som trold af en æske, og man kommer til at sidde indestængt eller bliver opfarende, fordi man ikke kan holde ud at man nu igen glider ind i de gamle mønstre
Der kan være mange grunde til et ellers så idyllisk billede falmer. Og så bliver vi desillusionerede, frustrerede, kede af det o.s.v.
Store forventninger er forbundet med et større potentiale for skuffelse. Sådan er det. Men selvfølgelig ikke grund til ikke at forvente og mærke den glæde, varme det kan vække. Men vi kan gøre os selv en tjeneste ved at realitetsjustere en smule, og erkende, at JA: julen er glæde, varme, samvær o.s.v. OG den er så meget andet også.
Der er lys. Der er mørke, og det er der hele året, selvom LYSETS fest – det er nu, lige om lidt. Men accepten af skyggen, lysets skygge – er det ikke det, når alt kommer til alt, der kan få julefreden til at sænke sig i hjertet og bringe englelyd på de indre kanaler - at vi rummer os selv, rummer det der er – på godt og ondt – også, når det er jul?
Det tror jeg på. Det vil jeg minde mig selv om, når jeg igen pænt sidder og lytter på min kloge fars enetale selvom, jeg er temmelig uening, når jeg igen spejler mig i mors blik: kan hun li’ min nye kjole. Men jeg vil favne det, vil jeg, og acceptere at: sådan er jeg så OGSÅ og SÅ tage til genmæle, og SÅ tage den kjole på, som JEG kan li’ 
og SÅ med det
Rigtig glædelig jul og kærlig hilsen
Charlotte
