At lære at møde og rumme sig selv

Hvad går terapien egentlig ud på hos dig, bliver jeg nogen gange spurgt. “At møde dig  lige som du er. På godt og ondt, så du med tiden lærer at møde dig selv dér. I al sin enkelhed”, er svaret.

Det er omdrejningspunkt nr. ét overhovedet: MØDET!

For mange er det så ualmindeligt, at jeg nogen gange kan høre en vis skepsis mellem linierne: “Ja ja, den er go’ med dig,  men nu har du jo ikke mødt mig endnu…”. Underforstået, at der kommer jeg nok på overarbejde.

Og det kan være jeg gør det, men  langt mere sandsynligt er det, at forestillingen om at blive mødt og rummet lige, som man er, er så fremmed, at den kun kan afføde en vis skepsis. At turde tro, at den  mulighed overhovedet foreligger. Det er fremmed og ualmindeligt for mange. Ja, det kan være næsten forbudt at tænke. Men ikke desto mindre. Det er det, der er min intention.

Det handler for mig om at møde dig, så du med tiden kan lære at møde og rumme dig selv. Deri finder heling og forandring sted. Varig og dyb heling og forandring: når vi kan møde og rumme os selv. Det kræver for mange en omvej via terapeuten, fordi ingen har lært dem, og fortalt dem, at det er ok, at de holder af sig selv, tager sig selv alvorligt, er ok lige, som de er. Ikke mindst i sindets allermørkeste afkroge.

Det er det, terapien går ud på i al sin enkelhed – omend det nogle gange slet ikke forekommer enkelt, Men kort og godt: At møde dig lige præcis der, hvor du er, som den du er, så du kan lære at møde dig selv lige der. Holde af det, af dig. For better or for worse. Dét er det, terapien går ud på hos mig.

Kærlig hilsen

Charlotte

At træde nye græsgange

- og i dag er de helt hvide. Vinterhvide.

At bryde med gamle vaner og mønstre er et ønske, som mange af os har. Nogle gange er det bare rigtig svært i praksis at gøre alt det, som vi f.eks. læser, at vi bare lige kan gøre. Om det så er i forhold til vore nytårsfortsæt, hvor vi et sted har fundet en kørepan for, hvordan vi taber de der ekstra kilo eller en køreplan for, hvordan vi stopper med at ryge. Om det er at omkode vore destruktive tankemønstre, så vi begynder at tænke mere i tidens ånd – nemlig positivt. Det kan være svært bare lige at gøre.

Vaner giver tryghed, og når vi har sat os for at udfordre dem, sker der det, at vi bliver lidt rystede indeni. Mere eller mindre selvfølgelig, men det der gør det så svært er, at vi skal være parate til at kigge noget ukendt og måske angstprovokerende i øjnene. Det kan være vældig skræmmende at ændre på bare en umiddelbart ubetydelig vane. Det kræver mod.

Lige meget, hvor destruktiv en vane måtte være, er det min klare overbevisning, at den har den funktion at skabe tryghed og en vis form for orden i noget, der ellers ville være et kaos. Det er ikke bare lige at lave forandringer. Det er at trodse angsten og udfordre trygheden – indtil man har fundet en ny tryghed i nye mønstre, i nye vaner, men indtil da: Ta’ det skridt for skridt, klap dig selv på skuldren for hvert et skridt og bær over med dig selv, når du snubler. At træde nye græsgange er som at lære at gå påny!

Kærlig hilsen

Charlotte

Når kroppen taler med

Tårer fra himlen. Regn pisker på ruderne og hagl slår på taget. Der er noget forløsende, når naturen folder sig ud. Der er noget der slipper. Luften bliver renset, siger vi tit efter en god tordenbyge. 

Sådan er det også med os mennekser. En gråd, der brister og kommer ud. En vrede, der ligger og ulmer, og  får luft. Det renser. Luften bliver renset. Måske i nogle relationer, men især indeni os.

Når noget trænger sig på, men bliver forment adgangen ud af vores system, lægger det sig pænt til rette og spærer vejen for luften. Helt konkret: åndedrættet bliver hæmmet, halsen snørrer sig sammen, man får kvælningsfornemmelser, og hvis der er rigtig meget, der har hobet sig op, angsten melder sig.

At gi’ slip som himlen, græde salte tårer, lade vreden smelde eller lade glæden danse, kreativiteten blomstre kan være uoverstigeligt og fremmed. Men noget vil ud. Når kroppen taler sit sprog, når angsten melder sig er det fordi, noget vil ud.

Terapi er en metode til skridt for skridt og nænsomt komme i kontakt med det slumrende liv inden i os, der ikke får lov til at komme ud. Det er et rum til at lære det at kende, lære dets udtryk at kende, blive fortrolig med det. Det er et rum til at lære at leve dette liv ud i livet udenfor terapirummet. På godt og ondt. Men så vi kan trække vejret frit igen. I bund og grund: LEVE!

På den anden side af depressionen

Solen skinner. Der er en slags forår i luften her midt i januar. Hvad er det der sker? Jeg  ved det ikke. Men måske skal jeg bare overgive mig til det uforståelige og nyde det. Nyde lydene, nyde luften, nyde lyset der bryder frem på himlen  morgenstund. Det var mørkt. Det bliver lysere. Det gør det altid. Lyset kommer altid igen.

En depression er også mørke. En depression er en tilstand, hvor vi har brug for at tro på, at der er lys på den anden  side. Heldigvis vælger de fleste at tro på det. Og søger behandling. Psykoterapi er en behandlingsform, hvor man nænsomt og omsorgsfuldt sammen med terapeuten undersøger

  • om der har været en udløsende faktor
  • undersøger  uhensigtsmæssige mønstre, som kan have været medvirkende til udviklingen af den aktuelle situation
  • om man med fordel kan bryde uhensigtmæssige mønstre for at komme ud af situationen,
  • hvordan uhensigtsmæssige mønstre brydes og
  • hvad der skal til for at foregribe, at man havner i en lignende situation i fremtiden

Med den rette behandling kan en depression blive til fortid. Det kan blive virkelighed igen at høre fuglene synge, nyde duften af jordens grøde, falde i staver henover en solnedgang, registrere en kølig vind på vinterhuden, glædes ved stort og småt, sige stop, når noget er for meget osv, osv. Det er muligt at blive levende igen – på den anden side af depressionen.

Kærlig hilsen

Charlotte

Gør du det, du drømmer om?

Hvad drømmer du om? Gør du det, du drømmer om? Og/eller har du begrænsende tanker om dine drømme? Tanker som: jeg har ikke råd, jeg har ikke tid, der er jo også børnene, partneren gør modstand o.s.v.

 

 

 

 

Eksperiment: Forestil dig nu, at du har ubegrænsede midler, ubegrænset tid og ubegrænset frihed til at gøre lige det, du vil. Hvordan tror du så, det ville se ud?

Måske viser det sig, at det, du tror, der begrænser dig i virkeligheden er noget helt andet – inde i dig: Måske angst, måske manglende selvtillid, måske i virkeligheden manglende tro på drømmen??? Men det kan jo også være, at det helt modsatte faktisk viser sig: Måske får drømmen pludselig vinger? Måske???

Mod på at eksperimentere med tankerne? Så måske en lille weekend-beskæftigelse – hvis du tør? ;-)  God fornøjelse

- og rigtig god weekend!

Kærlig hilsen

Charlotte

 

Store følelsesudsving?

Er du et menneske, der elsker for meget? Mennesker, der elsker for meget er drevet af en tvangsmæssig impuls til at blive trukket ind i andre menneskers smerter og problemer og havne i konfliktfyldte relationer.

Det tvangsmæssige kan sidestilles med anden misbrug som alkoholmisbrug, stofmisbrug. Blot med den forskel at alkoholikeren, stofmisbrugeren er afhængig af alkohol, af stoffet og mennesket, der elsker for meget er afhængig af en tilstand. En tilstand af på den ene side smerte og lidelse og på den anden side eufori, lykkerus. Konstante store følelsesudsving.

Det er opslidende og smerteligt at være fanget i sådan et mønster, og det er ligeså smerteligt, angstfyldt, og forbundet med både tomhed og meningsløshed at bryde mønstret.

Gevinsten ved at beslutte sig for at bryde mønstret er på sigt  at komme i mere autentisk kontakt med sig selv og blive i stand til at indgå i kærlighedsforhold, der opbygger i stedet for nedbryder.

Læs evt. mere her

Kærlig hilsen

Charlotte

At skærme sig mod overstimulering

For mange særligt sensitive er det en daglig udfordring at bevare sin integritet og kontakten til sig selv, når de er sammen med andre mennesker. 

Konsekvensen heraf er overstimulering. En overstimulering som opleves som en slags følelsesmæssige tømmermænd, hvor man føler sig drænet for energi, anspændt og trist.

Mange når slet ikke at registrere det, mens overstimuleringen står på. Det kan f.eks. være under en arbejdsmæssigt presset periode, i forbindelse med meget selskabelighed, belastende omstændigheder i de nære relationer, indre præstationspres. Mange mærker først, at noget har været for meget eller ikke har været godt efterfølgende. Eller som mange med ærgelse udtrykker det: “for sent”.  Mange oplever en længsel efter at være hurtigere til at registrere, hvornår det er, det “skrider” for dem.

I terapi er det ofte det, der arbejdes med: Gennem de terapeutiske samtaler at skærpe opmærksomheden på de små signaler, ja næsten subtile signaler, som kroppen sender. Vi undersøger, hvornår det er, de kommer og hvordan deres helt specifikke udtryk er. Gennem dette næsten minituøse arbejde, kommer den sensitive tættere og tættere på det at kunne skærme sig i tide og ikke først, når det er for “sent”.

Dette arbejde er til gengæld aldrig for sent at tage fat på. Og  med udsigt til succesfulde resultater. Er du særligt sensitiv? Du kan evt. tage testen her

God onsdag!

Kærlig hilsen

Charlotte

P.s. Har du kommentarer til dette? – Del gerne dine tanker med mig lige her i kommentarfeltet.

Gør du det?

Selv de sejeste rockmusidere gør det. Læs om Jesper Binzer her.

Det er ikke uden grund at topledere, eliteidrætsfolk og mange af de mennesker, vi kender fra medierne beskæftiger sig med deres personlige udvikling enten i form af terapi eller coaching.

De gør det for hele tiden at holde sig skarpe på det de er gode til og for at blive endnu bedre. Eller gør det ganske enkelt for, som den rockmusiker udtrykker det: at forfølge trangen til et bedre liv. 

Gør du det også? Ikke? Du kan nå det endnu – sagtens. Det bliver nemlig aldrig aldrig for sent.

God tirsdag!

Kærlig hilsen

Charlotte

P.s. Har du kommentarer til dette? – Del endelig dine tanker med mig lige her i kommentarfeltet.

 

Gå!

- Altså ikke væk. Læs kun videre.

Jeg kigger langt efter solstrejfene. En grå mandag, efter en grå weekend, i en grå januar…er det bare mig? Gråt i gråt og jeg kigger langt…

Men jeg kan kigge nok så langt, og nej, det kan jeg faktisk ikke. Der er jo skydække. Men jeg kan gå ud i det. Jeg kan løbe ud i det,og så mobiliserer det faktisk en egen indre lethed, som jeg havde svært ved at forestille mig, mens jeg sad derinde og kiggede ud.

Svært ved at forestille mig og alligevel vidste jeg det jo godt. Det var jo derfor jeg gjorde det: Gik ud. Løb ud.  Jeg vidste det erfaringsmæssigt og jeg vidste det, fordi jeg jo kan min Kirkegaard ;-)

“Tab for Alt i Livet ikke Lysten til at gaae. Jeg gaaer mig hver Dag det daglige Velbefindende til og gaaer fra enhver Sygdom; jeg har gået mig mine bedste Tanker til, og jeg kjender ingen Tanke så tung, at man jo ikke kan gaae fra den.” S. Kirkegaard.

Læs mere om at gå i  artiklen her.

Så jeg gjorde det, og det virkede. Jeg blev grounded og så var der faktisk sprækker i skyerne. Var der eller kom der? Velgørende under alle omstændigheder.

Min anbefaling til en god mandag: Gå ud i den og træk energi til dig: din krop, din sjæl.

Kærlig hilsen

 Charlotte