Tårer fra himlen. Regn pisker på ruderne og hagl slår på taget. Der er noget forløsende, når naturen folder sig ud. Der er noget der slipper. Luften bliver renset, siger vi tit efter en god tordenbyge.
Sådan er det også med os mennekser. En gråd, der brister og kommer ud. En vrede, der ligger og ulmer, og får luft. Det renser. Luften bliver renset. Måske i nogle relationer, men især indeni os.
Når noget trænger sig på, men bliver forment adgangen ud af vores system, lægger det sig pænt til rette og spærer vejen for luften. Helt konkret: åndedrættet bliver hæmmet, halsen snørrer sig sammen, man får kvælningsfornemmelser, og hvis der er rigtig meget, der har hobet sig op, angsten melder sig.
At gi’ slip som himlen, græde salte tårer, lade vreden smelde eller lade glæden danse, kreativiteten blomstre kan være uoverstigeligt og fremmed. Men noget vil ud. Når kroppen taler sit sprog, når angsten melder sig er det fordi, noget vil ud.
Terapi er en metode til skridt for skridt og nænsomt komme i kontakt med det slumrende liv inden i os, der ikke får lov til at komme ud. Det er et rum til at lære det at kende, lære dets udtryk at kende, blive fortrolig med det. Det er et rum til at lære at leve dette liv ud i livet udenfor terapirummet. På godt og ondt. Men så vi kan trække vejret frit igen. I bund og grund: LEVE!
