Noget om meningen med terapi…
Foråret der har stået og ventet, træder nu sine første spæde skridt. Åbner lågerne ind til haverne. Træder ind. Med varsomme skridt. Har vist stadig kulde med i sin rygsæk. Men vækker løgene, der honnorerer. Honnorerer med farver i bunddækket, som ellers ligger udmarvet hen efter vinterkulde og mørke. Det startede igår. Foråret. Officielt.
Foråret er tid, hvor vi planter nye frø, og terapi kan være noget, der minder om det. Terapeins spørgsmål kan være som frø, der bliver strøet udover indre brakmarker. Med spørgsmål, der bliver drejet på en anden måde, end den du er vant til. Med spørgsmål du måske aldrig er blevet stillet eller har stillet dig selv før. Med spørgsmål der måske vender helt op og ned på din sædvanlige måde at forstå dig selv og din omverden på, er terapeutens spørgsmål dem, der er med til at sætte nye frø indeni dig. Nye frø til forandring og forvandling.
Det føles måske spædt og skrøbeligt til en start. Det foranlediger måske en vis modstand. Det giver måske mod på mere af slagsen og måske sætter det sig som en fornemmelse af noget, der venter. Noget, som du ikke rigtig ved, hvad er endnu, men noget. En fornemmelse af noget, der kommer, noget nyt og forandrende.
Spørgsmål som frø, der sætter sig i det indre landskab. Med dem er det som med frøene der sættes i væksthuset: Nogle vil der være potentiale i. Andre vil der være kun lidt at hente i. Og nogle vil der slet ikke være noget i. Nogle vil vokse sig store, stærke og kraftfulde. Lige til at spise. Andre vokser sig smukke og pynter til fryd og glæde og nogler falder om næsten inden de rigtigt er blevet til noget. Der er forskellige skud i bøssen og de arter sig forskelligt.
Men forudsætning nummer ét er – for at der overhovedet er nogen, der skal blive til noget – at de har gode vækstbetingelser. Den rette temperatur. Det rette lys. Den rette luft. Det skal være tilstede for at der kan blive tale om vækst.
Et væksthus som et terapirum, skal være et rart, trygt og næsomt rum, hvor selv den sarteste lille spirre tør bane sig vej igennem mørke og kulde. Et rum, hvor selv det sarteste lille kim får lyst til at stikke hånden i vejret og råbe: JEG VIL UD! JEG VIL LEVE! At det indre henslumrende liv får lyst til at komme ud og se dagens lys. Det er det, der meningen.
Altså meningen: at spørgsmål bliver til frø bliver til kim bliver til en blomst bliver til den dejligste have bliver til LIV. Indre liv. Liv i forvandling og forandring.
Dejlig weekend derude!
Kærlig hilsen
Charlotte
