Kast lys over det henslumrende liv og potentiale, du har i dig…det ligger og venter på dig…

Anerkendelse og accept af dig lige som du er – det er det, der kan liste skyggesiderne frem i dit liv. Skyggesider, som er det henslumrende potentiale og liv, som endnu ikke har fået lov til at folde sig retmæssigt ud. I mit spritfriske nyhedsbrev får du kvit og frit en simpel øvelse til at kredse dig ind på, hvordan du får øje på de sider af dig, som ligger og venter på at få pustet liv i sig. Du skal blot tilmelde dig her  – Hvor du iøvrigt også modtager 10 gratis tips til et sjovere liv.

God fornøjelse og KH

Charlotte

Dig og dine drømme – at være på vej…

… er som at have følelsen af, at der er noget i gære. Det bobler i maven. nogen gange som en spænding, der næsten ikke er til at holde ud. Andre gange af lutter glæde, fordi du har fornemmelsen af, at der vil ske noget godt. Noget godt på en måde, hvor du nærmer dig noget, du længe har drømt om.

Der forekommer små næsten undselige hændelser, som hvis ikke lige det var fordi, du er ekstra årveågen, ville blive slået hen som tilfældigheder, men fordi du ér årvågen får øje på, at de er de trædesten, der er med til at føre dig derhen, hvor du drømmer om. Man kan også kalde det at blive ført ad intuitionens vej, eller ad hjertets vej, at gå med sin mavefornemmelse.

Man kan kalde det, hvad man vil og lige efter sin helt personlige smag. Men når du breder fornemmelsen ud som et tæppe, kan det være næsten usynligt i starten, og jo længere du bevæger dig, des mere du får øje for de trin, der fører dig derhen, hvor du gerne vil, des mere du tør stoppe op og undersøge og dvæle ved de sten, der ligger på din vej, des mere begynder du at tro ´det. Des mere begynder du at have tillid til, at det arter sig, at det virkeligt arter sig, som du drømmer om. Eller det arter sig på en måde, som du ikke troede, men når du er der, finder ud af i virkeligheden er meget mere dig.

Kender du det at være på vej? Kan du genkende det, jeg gengiver. For det er en gengivelse. En gengivelse af det, jeg hører mange sige og en gengivelse af det, jeg selv erfarer, når der er noget nyt på vej.

Man kan også beskrive det som foråret, hvor noget nyt står på spring, undseligt og tøvende kommer det fra start. Nogle vil sige meget undseligt og tøvende, men jo længere vi kommer hen des mere overbeviste er vi, des tydeligere fremstår det, foråret, med knopper, der skyder frem, holder igen, skyder frem, holder igen,  springer ud for endeligt at udfolde sig for fulde huse. For fulde huse – også sådan kan vore drømme folde sig ud, når vi tør tro på dem, tør tro på de små undselige tegn og tør forfølge dem.

Gør du det? Forfølger du det, du drømmer om? – Ellers: det er jo aldrig for sent. Der er drømme til alle og der er altid drømme at forfølge – for alle – også dig!

Kh Charlotte

Sensitiv – er jeg så mærkelig og asocial?

At opleve sig selv som mærkelig og asocial, når man er særligt sensitiv, er næsten mere reglen end undtagelsen, er min erfaring. “Nej, men jeg vil heller ikke være mærkelig”, “så er jeg også bare sådan en asocial én”, eller “jeg kan ikke li’ at gøre hende ked af det”…det er kommentarer, jeg tit hører fra sensitive, og kommentarer, der følger i kølvandet på en snak om grænser, at passe på sig selv, at skærme sig selv. For det er én af de sensitives store udfordringer. 

MEN - du er ikke unormal, mærkelig, asocial. Du er måske bare fremmedgjort for dig selv. Mange sensitive bliver fremmegjorte for sig selv, fordi der ikke er nogen, der tilstrækkeligt anerkendende og acceptfuldt har spejlet deres sensitivitet tidligt i deresl liv. Fordi de i opvæksten, i familien, i skolen, i medierne hele tiden ser en bestemt norm for, hvordan man skal være, som de ikke har følt sig tilpas i. 

Mange laver sådan en indre konklusion om at de er forkerte. At utilpasheden, der er forbundet med bestræbelserne på at passe ind i en bestemt norm, en bestemt form, må hænge sammen med at de er forkerte. Det er nærmest en naturlov, at når vi som børn oplever utilpashed, ubehag, ubekvemhed, må det være udtryk for en slags straf. Ergo har vi gjort noget forkert. Ergo er vi forkerte. Siden det aldrig stopper. Siden det åbenbart er sådan: at være i verden er forbundet med ubehag, besvær og det er åbenbart min egen skyld. FOR “andre kan åbenbart godt”.

Men DU er ikke forkert. DU har ikke gjort noget forkert. Det er ikke den sensitive, der er forkert. Det er ikke den sensitive, der skal rette sig ind. Det er formen. Det er formen, der skulle ha’ rettet sin ind på dine sensitive behov og følelser. Der var nogen, der skulle ha’ set, at det var formen, der var forkert. Nogen voksne engang – måske for mange mange år siden. For at mærke, at det er positivt at være sig, har vi brug for at der er nogle voksne, der møder os ærligt og rummeligt, som vi er. Som de mere og for andre – de mindre sensitive væsener, vi er.

Mange år siden – måske og ja, forældre, skoler, institutioner…de har måske heller ikke lært at leve med deres sensitivitet. Så……..Heldigvis er det dog kke for sent. Det er faktisk overhovedet kke for sent selv at begynde at finde din personlige form. Og jeg mener virkelig din HELT PERSONLIGE form. Og det er der kontakten til dine personlige behov, dine personlige grænser kommer ind i billedet.

Når du begynder at få kontakt til det, lærer det at kende, måske først som mærkeligt men med tiden som noget, der føles rart og vigtigt. Når du begynder at melde ud, sige fra, agere udfra dit inderste mere end udfra, hvad du tror andre tænker og mener, så er du igang med at lave en en ny form. Lave en helt personlig form, så er du igang med at lave din form. Og det er der, det begynder at opleves positivt at være sensitiv. Mærkelig, asocial forkert bliver erstattet med mere floromspundne verber som empatisk, kunstnerisk, ildsjæl, kraftfuld, kreativ, reflektiv. Du bliver simpelthen dig, den du altid har været, som du har undertrykt, underkendt i måske mange år….når du finder din form.

Kan du kende de nye verber? gælder de også dig? En lille blafrende sommerfugl i maven, der kan li’ ordene? Så er det måske henslumrende sider i dig, som bare venter på, at du tager dem til dig. Tager dem til dig som små spirende frø, der vidner om, at der kommer til at ske noget nyt i dit liv. Snart

Kh Charlotte

 

 

Bliver du så benovet over de andre, at du ikke ser roserne i dit eget bed?

- Og kunne du tænke dig at vide, hvordan du låser lågen op til din indre rosenhave og får øje på dens frodighed og farverigdom? …Så fortsæt bare læsningen…

En lille stemme gi’r lyd fra sig – inde mig. Jeg véd ikke, om det er foråret, solen, de lune vinde, men den siger:

- “Puds dine solbriller, og kom med ud og kigge. Kig på dien roser. Kig på dine roser. De står lige derude. Ikke i knop endnu. Men de er der. De er dine. Vil du have flere af dem? Vil du være med til at plante flere af dem?  Jeg vil så gerne. Vil du også? Du tror roserne er smukkere i de andres haver. Det passer ikke. Du kan få de smukkeste roser lige her, hvor du er. Du hár de smukkeste roser. Det eneste du skal er at kigge på dem. De venter på det. Venter på, at du gør dem betydningsfulde. For det er det, det handler om: Vil du gøre dem betydningsfulde eller vil du gøre de andres roser betydningsfulde? Det er det. Hvad vil du?” lyder den sarte hvisken inde fra sjælens kammer.

Og bliver så en smule skarpere i tonen:

-          ”Hvad vil du?”

Jeg hører den. Nu kan jeg høre den indre stemme, der har stået i vinterskyggen og stampet mod den kolde jord, men hvis lyde, jeg har haft svært ved at tyde.  OG jeg kan mærke det. Det er sandt OG det er en lettelse. Jeg behøver faktisk ikke at gøre alle mulige krumspring. Det hele ligger lige for. Mulighederne findes lige her. I min egen have. Lige udenfor mine vinduer. Om jeg kigger mod nord, syd, øst eller vest. Det er kun op til mig at få øje på det. Hvor svært kan det lige være? Hvor svært kan jeg lige gøre det for mig selv? For ved Gud, livet bliver besværligt af at foregøgle mig: hvis bare… eller naboens roser er også meget smukkere end mine, græsset er grønnere derovre o.s.v. Jeg kan mærke det bli’r besværligt. Den har ret, den lille sjælestemme. Det findes lige her og nu. Det er kun et spørgsmål om at gøre det betydningsfuldt. Ikk’?

Kender du det? Kender du det, at du ikke ser roserne i din egen have, ser dit eget guld af bare benovelse over, hvad de andre har, hvad de andre kan, hvad de andre gør?

HVIS -  jeg anbefaler: Puds solbrillerne og vend blikket ind. Ind mod dig selv, ind i din egen rosenhave –  og led. Her og nu. For det er der, det er, det, du leder efter. Om det er rosenknopper, guldklumper, underjordiske skatte. Det venter bare på, at du begynder at lede efter det, at du begynder at gøre det tilstrækkeligt betydningsfuldt.

Det er nemlig dét, der er nøglen: at

det vi GØR betydningsfuldt er det der BLIVER betydningsfuldt..  

Hvis du kun gør de andres rosenbede betydningsfulde, så bliver de også betydningsfulde. Men hvis du begynder at gøre dine egne rosenbede betydningsfulde. Begynder at pleje og nurse om dem, så får de værdi. Det er faktisk helt op til dig og de øjne du ser med. Ingen andre. DIG. Det er dig, der vælger, hvilken nøgle du vil dreje på.

Det lyder enkelt. Og jeg véd, at det kan være svært.  Men alternativet er sværere, så jeg har valgt. Er du i tvivl om mit valg? Hvad med dig – har du egentlig taget dit valg? Og hvad vælger du?

Kærlig hilsen

Charlotte

P.S. Måske er Selvværdsrevolution noget for dig

Kvindekraft

Er der noget som kvinder, der i årevis har haft lukket ned for sig selv og pludselig vågner op til dåd, begynder at brede deres vinger ud og svæve som sommerfugle på en solrig dag med skyfri himmel og solsortesang??? Hmm…det er der måske nok, men det er f….smukt. Og det er et scenarie, der er slet ikke så sjældent endda. Heldigvis.  

Der sker noget med en kvinde, eller med mange kvinder, når de når et vist tidspunkt i deres liv. Og det tidspunkt, jeg tænker på er det, der går under forskellige navne: overgangsalder, midtvejlskrise, menopause, klimakteriet. Der er potentiale i krisen. Der er faktisk kæmpe potentiale i denne livskrise, som dette tidspunkt opleves som hos mange. 

For mange er denne periode  i livet afsæt for en masse nye erkendelser og indsigter i sig selv. Det er et tidspunkt, hvor mange  mobiliserer energi til at rykke på noget, som de måske har gået tumlet med i flere år. Som f.eks. endelig at tage skridtet til en skilsmisse, endelig at begynde at beskæftige sig med noget, som man virkelig brænder for. Et tidspunkt, hvor man begynder at lade hjertet være kompas for den videre livsrejse.  

Men det kommer ikke ud af den blå luft og fuglene på himlen. Eller også gør det??? For det er som om, der kommer, måske i første omgang, bare en lillebitte fugl og synger en sang, som vi næsten ikke kan høre. Der kommer så en til. Der kommer en til. Og en til. Og lyden fra vingesus og vingebask bliver tydeligere og tydeligere. De små fugle bliver til store fugle. De svage lyde bliver højlydte. Det står pludselig klart. De kommer med en besked – og den er uomtvistelig. Det har en ende. Det slutter en dag. Vi skal DØ. Vi hører en lille fugl synge om det, en stor fugleflok, og vi kan ikke længere rulle ned for det, som vi ser og ikke længere lukke ørerne i. Det er uomtvisteligt  – på godt og ondt.

Det gør ondt – og så er der noget godt. Eller der kan blive noget godt at hente: God gedign kraft(kvinde) og visdom. Erkendelsen af forgængelighed mobiliserer fornyet motivation. Fornyet motivation, energi, og kraft og det, at vi ser tidshorisonten kan være det, der gør, at vi på en anderledes måde begynder at reflektere over vores liv. Reflekterer over, hvordan det har været. Hvordan vi drømte om, det skulle blive. Status her og nu. Det, vi mangler at få gjort. Det kan være det, der gør, at det først for alvor går op for os, hvad vi virkelig ønsker os. At det går op for os,  hvad vi gerne vil have ud af resten af vors tid. 

Mange kvinder har  sat drømme og ambitioner på standby – mere eller mindre -, mens de har hjemmeboende børn, mens de har haft travlt med at etablere sig o.s.v. Mange har tilsidesat sig selv og egne behov i en grad, at der kan  opstå et larmende tomrum den dag, børnene flyver fra reden. Den dag, hvor de sidder tilbage med ham, de engang for mange år siden giftede sig med, men som de idag knap kan kende igen, fordi også kæresteforholdet er røget i svinget undervejs. De sidder tilbage. Har haft det godt. Har nydt det og været glade, men forandringens kolde vinde har sneget sig ind i alle afkroge af stuen. Og der sidder de og kigger ud. Spøger sig selv: hvad så nu? Og: Var det det? 

Det kan vække sorg, angst, modløshed at finde sig selv på det her sted.  Sorg over det tabte (tab af ungdom, tab af vitalitet, tab af drømme, der ikke blev til noget), sorg over børn, der er flyttet hjemmefra. Der kan være angst for døden, angst for livet, angst for ikke at nå at leve det liv, der er tilbage, og det kan give modløshed, håbløshed, panikfølelser m.m. at være der. Der er tale om en livskrise. 

Men hvor der er krise er der også potentiale for udvikling. Og det kan være det, der skal til for at finde motivationen til at rejse sig og kæmpe. Kæmpe for sig selv, kæmpe for det man selv vil. Selv drømmer om. For lige præcis det er (stadigvæk) en kvindelig akilleshæl: kampen for de svage, kampen for børnene, familien, de andre, den ligger lige for, men kampen for os selv. Det er den, der ofte er tilbage på det her tidspunkt i livet.

Så spørgsmålet er: er man parat til den? Er du parat til den? Kampen og et eventyr. For der kan blive tale om et eventyr, en eventyrlig rejse. Med alle eventyrets komponenter af alfer, trolde, grotter, monstre, frygtindgydende farvande, prinser og prinsesser. Det gør godt og det gør ondt, men der er guld at hente i den mørke muld, hvis man tør ta’ spadestikket: Kigge ind, reflektere, græde, grine, græmmes og i sidste ende blive en klogere og smukkere udgave af sig selv. Tør du?

Det er vores kampdag idag. Tillykke kære kvinde med, at du er DIG!

/Charlotte

Hvad er meningen?

Noget om meningen med terapi…

Foråret der har stået og ventet, træder nu sine første spæde skridt. Åbner lågerne ind til haverne. Træder ind. Med varsomme skridt. Har vist stadig kulde med i sin rygsæk. Men vækker løgene, der honnorerer. Honnorerer med farver i bunddækket, som ellers ligger udmarvet hen efter vinterkulde og mørke. Det startede igår. Foråret. Officielt.

Foråret er tid, hvor vi planter nye frø, og terapi kan være noget, der minder om det. Terapeins spørgsmål kan være som frø, der bliver strøet udover indre brakmarker. Med spørgsmål, der bliver drejet på en anden måde, end den du er vant til. Med spørgsmål du måske aldrig er blevet stillet eller har stillet dig selv før. Med spørgsmål der måske vender helt op og ned på din sædvanlige måde at forstå dig selv og din omverden på, er terapeutens spørgsmål dem, der er med til at sætte nye frø indeni dig. Nye frø til forandring og forvandling.

Det føles måske spædt og skrøbeligt til en start. Det foranlediger måske en vis modstand. Det giver måske mod på mere af slagsen og måske sætter det sig som en fornemmelse af noget, der venter. Noget, som du ikke rigtig ved, hvad er endnu, men noget. En fornemmelse af noget, der kommer, noget nyt og forandrende.

Spørgsmål som frø, der sætter sig i det indre landskab. Med dem er det som med frøene der sættes i væksthuset: Nogle vil der være potentiale i. Andre vil der være kun lidt at hente i. Og nogle vil der slet ikke være noget i. Nogle vil vokse sig store, stærke og kraftfulde. Lige til at spise. Andre vokser sig smukke og pynter til fryd og glæde og nogler falder om næsten inden de rigtigt er blevet til noget. Der er forskellige skud i bøssen og de arter sig forskelligt.

Men forudsætning nummer ét er – for at der overhovedet er nogen, der skal blive til noget – at de har gode vækstbetingelser. Den rette temperatur. Det rette lys. Den rette luft. Det skal være tilstede for at der kan blive tale om vækst.

Et væksthus som et terapirum, skal være et rart, trygt og næsomt rum, hvor selv den sarteste lille spirre tør bane sig vej igennem mørke og kulde. Et rum, hvor selv det sarteste lille kim får lyst til at stikke hånden i vejret og råbe: JEG VIL UD! JEG VIL LEVE! At det indre henslumrende liv får lyst til at komme ud og se dagens lys. Det er det, der meningen.

Altså meningen: at spørgsmål bliver til frø bliver til kim bliver til en blomst bliver til den dejligste have bliver til LIV. Indre liv. Liv i forvandling og forandring.

Dejlig weekend derude!

Kærlig hilsen

Charlotte

 

<:footer>By Charlotte • Posted in 500 ord • Edit

Noget om drømme

- at finde dem og lade dem få vinger.

Lidt stille herfra på det seneste. Men har afholdt min vinterferie og parat til forår Jeg kan lugte det på det hele: foråret nærmer sig, og alting kan starte på ny.  Al liv og vækst, der har været bremset i vintertiden får en ny chance til at springe ud, blomstre og udfolde sin farverigdom, sit flor. Og jeg øjner de små vintergækker og erantis, der pibler op ad jorden. Det fryder mit øje

Men er det i grunden ikke også sådan med os mennesker. Som med foråret. Får vi ikke også igen og igen chancen for at springe ud, redefinere os selv, udfolde os og udbrede vore talenter til gavn og glæde for os selv og vores omverden? Får vi ikke chancen igen og igen? Er det ikke blot et spørgsmål om at gribe den?

Måske er det i første omgang at få øje på chancen. Den er ikke nødvendigvis åbenlys - især hvis man har fået bildt sig selv ind, at man er chanceløs. Så gælder det i første omgang om, at få pudset udsynet af. Ja, som det også hører sig til i mit hjem i foråret: at få pudset vinduerne, så lyset rigtigt kan trænge igennem.

Har du fået pudset vinduerne, hvis jeg må være så fri at spørge? Med et glimt i øjet selvfølgelig. Ikke endnu? Nej! Men det jeg mener er: Har du udsyn? Har du udsyn til at få øje på, at du har chancer i dit liv, som blot venter på at blive grebet? Måske du lige skulle kigge efter engang. Kigge en ekstra gang efter. Måske skal du sætte dig og glo lidt ud af vinduet, og lade tankerne få frit løb.  Lade tankerne få vinger som fuglene på himlen. Gi’ drømmene chancen for at få vinger. Tør du?

Måske skal du lukke øjnene og pudse det indre vindue, kigge indad. Se om der er noget interessant. Bare se, hvordan der overhovedet ser ud derinde. Kender du dit indre skattekammer? Har du lyst til at lære det at kende? Jeg er fuldstændig overbevist om, at vi alle bærer på en indre skat, en indre gave, som venter på at blive fundet. Har du nogensinde tænkt på, at de største gaver i livet er dem, vi bærer i os selv?  Eller har båret i os selv. Tænk bare på de børn, der bliver sat i verden. Vi har båret dem indeni os, og for hvilken forælder er netop ikke deres barn/børn den største gave i deres liv?

Men børnene i vores liv er også vores drømme. Eller drømme er som vore børn. Vores projekter og de veje, vi med hjertet føler, vi må gå i vores liv er som en slags børn. Har du kontakt til det kammer i dig selv, hvor de findes? Mange mister kontakten hertil i et travlt og lidenskabsløst liv. Men det er der. Kammeret. Det er i alle. Og det er fyldt med chancer, der venter på, at vi tager dem. Lidt arbejde måske – skal der til for at komme derind. For at få øje på dem. Men det er bare arbejde. Arbejde med os selv. Vinduespudsning. Lidt hovedrengøring med ildhu, en nænsom og kærlig hånd. Lidt forårsrengøring, så vi kan se frøene. De bittesmå frø. Mon du skal dyrke frøspirer i det forestående forår? Jeg skal

Kærlig hilsen

Charlotte

At lære at møde og rumme sig selv

Hvad går terapien egentlig ud på hos dig, bliver jeg nogen gange spurgt. “At møde dig  lige som du er. På godt og ondt, så du med tiden lærer at møde dig selv dér. I al sin enkelhed”, er svaret.

Det er omdrejningspunkt nr. ét overhovedet: MØDET!

For mange er det så ualmindeligt, at jeg nogen gange kan høre en vis skepsis mellem linierne: “Ja ja, den er go’ med dig,  men nu har du jo ikke mødt mig endnu…”. Underforstået, at der kommer jeg nok på overarbejde.

Og det kan være jeg gør det, men  langt mere sandsynligt er det, at forestillingen om at blive mødt og rummet lige, som man er, er så fremmed, at den kun kan afføde en vis skepsis. At turde tro, at den  mulighed overhovedet foreligger. Det er fremmed og ualmindeligt for mange. Ja, det kan være næsten forbudt at tænke. Men ikke desto mindre. Det er det, der er min intention.

Det handler for mig om at møde dig, så du med tiden kan lære at møde og rumme dig selv. Deri finder heling og forandring sted. Varig og dyb heling og forandring: når vi kan møde og rumme os selv. Det kræver for mange en omvej via terapeuten, fordi ingen har lært dem, og fortalt dem, at det er ok, at de holder af sig selv, tager sig selv alvorligt, er ok lige, som de er. Ikke mindst i sindets allermørkeste afkroge.

Det er det, terapien går ud på i al sin enkelhed – omend det nogle gange slet ikke forekommer enkelt, Men kort og godt: At møde dig lige præcis der, hvor du er, som den du er, så du kan lære at møde dig selv lige der. Holde af det, af dig. For better or for worse. Dét er det, terapien går ud på hos mig.

Kærlig hilsen

Charlotte

På den anden side af depressionen

Solen skinner. Der er en slags forår i luften her midt i januar. Hvad er det der sker? Jeg  ved det ikke. Men måske skal jeg bare overgive mig til det uforståelige og nyde det. Nyde lydene, nyde luften, nyde lyset der bryder frem på himlen  morgenstund. Det var mørkt. Det bliver lysere. Det gør det altid. Lyset kommer altid igen.

En depression er også mørke. En depression er en tilstand, hvor vi har brug for at tro på, at der er lys på den anden  side. Heldigvis vælger de fleste at tro på det. Og søger behandling. Psykoterapi er en behandlingsform, hvor man nænsomt og omsorgsfuldt sammen med terapeuten undersøger

• om der har været en udløsende faktor
• undersøger  uhensigtsmæssige mønstre, som kan have været medvirkende til udviklingen af den aktuelle situation
• om man med fordel kan bryde uhensigtmæssige mønstre for at komme ud af situationen,
• hvordan uhensigtsmæssige mønstre brydes og
• hvad der skal til for at foregribe, at man havner i en lignende situation i fremtiden

Med den rette behandling kan en depression blive til fortid. Det kan blive virkelighed igen at høre fuglene synge, nyde duften af jordens grøde, falde i staver henover en solnedgang, registrere en kølig vind på vinterhuden, glædes ved stort og småt, sige stop, når noget er for meget osv, osv. Det er muligt at blive levende igen – på den anden side af depressionen.

Kærlig hilsen

Charlotte

Skal 2012 være året, hvor du endelig går efter det, du er bestemt for?

Styrer hjertet eller styrer hjernen dig ind i 2012?

Når vi laver for meget af det, vi ikke er bestemt for, for meget af det, der strider mod det, vores hjerte virkelig brænder for. Når vi befinder os, hvor vores hjerte ikke er bestemt for at være, afregner kroppen og sjælen med symptomer. Den gi’r besked. Det kan være symptomer som

• stress
• angst
• misbrug
• smerter i kroppen
• migræne
• humørsvingnnger
• tristhed
• o.s.v.

Skal det nye år være året, hvor du begynder at mærke efter, hvad du virkelig er bestemkt for her i livet? Hvad du virkelig drømmer om?

JEG ANBEFALER: Mærk efter – lyt til dit hjertes hvisken – følg det! Følg dit hjerte ind i 2012. Mærk forandringens sødme, når du gør det!

Tak til mine læsere gennem 2011. Jeg ønsker dig et lykkebringende nytår 2012 -

MÅ DINE DRØMME BLIVE TIL VIRKELIGHED!

Kærlig hilsen

Charlotte