Livsbevidsthed – om at være tilstede i sit liv

Du synes du har al mulig grund til at være lykkelig indeni, men…

lykkefølelsen udebliver. Du har hvad du har brug for, et godt job, en god familie, gode venner, og alligevel er det som om, der er noget der mangler. Er det noget du kender?

Den norske psykolog Anne-Lise Løvlie Schibby beskriver i sin bog, Livsbevidsthed om netop dette eksistentielle dilemma, og skelner mellem det, hun kalder essens og eksistens.

Om dette skriver hun, at vi i vores kultur har så meget fokus på essens, at vi mister kontakten til det, der er eksistens. Om essens skriver hun, at det er:

det, der omfatter den materielle verden. Den omfatter, det vi gør, det vi har og den måde vi spejler os i hinanden på i forskellige sammenhænge.

Eksistensen beskriver hun – i forlængelse af den filosofiske skole eksistentialismen – er:

det, som omfatter de store eksistentielle temaer. Temaer, som vi bliver berørt af om vi vil det eller ikke vil det. om vi er bevidste om det eller ikke bevidste om det. Det er her spørgsmål som f.es.:

hvad er meningen med mit liv?

hvem er jeg egnetlig?

hvad sker der når jeg dør?

spørgsmålet: jeg har kun grund til at være lykkelig – hvorfor er jeg det så ikke?

- melder sig.

Anne Lise opfordrer os til i sin fine bog at lade os berøre. Stille spørgsmål. Tillade os at fordybe os i vore følelser, sansninger, oplevelser – også det svære i tilværelsen. Når vi gør det er det med til at skabe livstbevidsthed og skabe balance mellem essens og eksistens. 

Essens alene gør det ikke, mener hun sammen med hele den eksistentielle filosofi. Selvom den ligger som en overhængende fare, som vi kan fortabe os i. Fortabe os i til det hele føles meningsløst.

Når vi begynder at få fat i, at livet også er en flydende kilde af uhåndgribelighed. Følelser, stemninger, sansninger, tanker i øst, tanker i vest, lindrer det noget af det eksistentielle sår, som  det kan være f.eks. at mærke dødsangst, meningsløshed.

Kilden, eksistensens kilde kan være forsvundet under murbrokkerne, mens du har travlt med at opbygge dit essentielle liv, men kan sagtens komme til at risle igen: Stil spørgsmål. Tillad dig selv at turde stille spørgsmål. Turde mærke, føle, sanse. Fordyb dig i det, der gemmer sig bag det umiddelbare og hav tillid til de svar, der er i dit liv. Dit individuelle liv. Dit liv alene. Delagtiggør evt. en person, du har tillid til. Del og drøft livet på godt og ondt, og mærk, hvor det fører dig hen. Mærk din eksistens og bliv livsbevidst. 

Kh Charlotte

Kvindekraft

Er der noget som kvinder, der i årevis har haft lukket ned for sig selv og pludselig vågner op til dåd, begynder at brede deres vinger ud og svæve som sommerfugle på en solrig dag med skyfri himmel og solsortesang??? Hmm…det er der måske nok, men det er f….smukt. Og det er et scenarie, der er slet ikke så sjældent endda. Heldigvis.  

Der sker noget med en kvinde, eller med mange kvinder, når de når et vist tidspunkt i deres liv. Og det tidspunkt, jeg tænker på er det, der går under forskellige navne: overgangsalder, midtvejlskrise, menopause, klimakteriet. Der er potentiale i krisen. Der er faktisk kæmpe potentiale i denne livskrise, som dette tidspunkt opleves som hos mange. 

For mange er denne periode  i livet afsæt for en masse nye erkendelser og indsigter i sig selv. Det er et tidspunkt, hvor mange  mobiliserer energi til at rykke på noget, som de måske har gået tumlet med i flere år. Som f.eks. endelig at tage skridtet til en skilsmisse, endelig at begynde at beskæftige sig med noget, som man virkelig brænder for. Et tidspunkt, hvor man begynder at lade hjertet være kompas for den videre livsrejse.  

Men det kommer ikke ud af den blå luft og fuglene på himlen. Eller også gør det??? For det er som om, der kommer, måske i første omgang, bare en lillebitte fugl og synger en sang, som vi næsten ikke kan høre. Der kommer så en til. Der kommer en til. Og en til. Og lyden fra vingesus og vingebask bliver tydeligere og tydeligere. De små fugle bliver til store fugle. De svage lyde bliver højlydte. Det står pludselig klart. De kommer med en besked – og den er uomtvistelig. Det har en ende. Det slutter en dag. Vi skal DØ. Vi hører en lille fugl synge om det, en stor fugleflok, og vi kan ikke længere rulle ned for det, som vi ser og ikke længere lukke ørerne i. Det er uomtvisteligt  – på godt og ondt.

Det gør ondt – og så er der noget godt. Eller der kan blive noget godt at hente: God gedign kraft(kvinde) og visdom. Erkendelsen af forgængelighed mobiliserer fornyet motivation. Fornyet motivation, energi, og kraft og det, at vi ser tidshorisonten kan være det, der gør, at vi på en anderledes måde begynder at reflektere over vores liv. Reflekterer over, hvordan det har været. Hvordan vi drømte om, det skulle blive. Status her og nu. Det, vi mangler at få gjort. Det kan være det, der gør, at det først for alvor går op for os, hvad vi virkelig ønsker os. At det går op for os,  hvad vi gerne vil have ud af resten af vors tid. 

Mange kvinder har  sat drømme og ambitioner på standby – mere eller mindre -, mens de har hjemmeboende børn, mens de har haft travlt med at etablere sig o.s.v. Mange har tilsidesat sig selv og egne behov i en grad, at der kan  opstå et larmende tomrum den dag, børnene flyver fra reden. Den dag, hvor de sidder tilbage med ham, de engang for mange år siden giftede sig med, men som de idag knap kan kende igen, fordi også kæresteforholdet er røget i svinget undervejs. De sidder tilbage. Har haft det godt. Har nydt det og været glade, men forandringens kolde vinde har sneget sig ind i alle afkroge af stuen. Og der sidder de og kigger ud. Spøger sig selv: hvad så nu? Og: Var det det? 

Det kan vække sorg, angst, modløshed at finde sig selv på det her sted.  Sorg over det tabte (tab af ungdom, tab af vitalitet, tab af drømme, der ikke blev til noget), sorg over børn, der er flyttet hjemmefra. Der kan være angst for døden, angst for livet, angst for ikke at nå at leve det liv, der er tilbage, og det kan give modløshed, håbløshed, panikfølelser m.m. at være der. Der er tale om en livskrise. 

Men hvor der er krise er der også potentiale for udvikling. Og det kan være det, der skal til for at finde motivationen til at rejse sig og kæmpe. Kæmpe for sig selv, kæmpe for det man selv vil. Selv drømmer om. For lige præcis det er (stadigvæk) en kvindelig akilleshæl: kampen for de svage, kampen for børnene, familien, de andre, den ligger lige for, men kampen for os selv. Det er den, der ofte er tilbage på det her tidspunkt i livet.

Så spørgsmålet er: er man parat til den? Er du parat til den? Kampen og et eventyr. For der kan blive tale om et eventyr, en eventyrlig rejse. Med alle eventyrets komponenter af alfer, trolde, grotter, monstre, frygtindgydende farvande, prinser og prinsesser. Det gør godt og det gør ondt, men der er guld at hente i den mørke muld, hvis man tør ta’ spadestikket: Kigge ind, reflektere, græde, grine, græmmes og i sidste ende blive en klogere og smukkere udgave af sig selv. Tør du?

Det er vores kampdag idag. Tillykke kære kvinde med, at du er DIG!

/Charlotte

Er du på rette spor ind i 2012?

 

 

 

 

 

 

Hver dag er en ny rejse, vi kan vælge. En rejse vi kan vælge

• på jobbet
• i forholdet til en ven/veninde
• når vi er på indkøb
• når vi læser en god bog
• er sammen med vore nærmeste
• o.s.v.

Er de rejser, du foretager dig idag, rejser som fører dig i retning af din drøm og det liv, du ønsker dig? I den retning du drømmer om for 2012?

Måske spørgsmål, der er værd at give en ekstra tanke her på falderebbet til årsskiftet?

Go’ torsdag!

 

 

Hvorfor er det så svært at træffe beslutninger?

Der er et citat fra John Gardners roman Grendel der lyder:

Alting blegner – alternativerne forsvinder

- Og det er vel sådan det er: For hvert “ja” må der nødvendigvis være  et “nej”. Beslutninger er dyrekøbte, fordi de kræver, at man giver  afkald.

Fænomenet har været genstand for de store tænkeres virksomhed gennem årtusinder, og er udtryk for et eksistentielt vikår, som vi ikke kan komme udenom som mennesker. Det vilkår, hvor vi i friheden til at vælge bliver konfronteret med vores eksistens alene og isolerede med ansvaret for de beslutninger og valg, vi træffer.  Og  når

“vi ser vores begrænsninger i øjnene, desto mere må give køb på myten om vores særegenhed, ubegrænsede potentialer, udødelighed og immunitet over for skæbnens biologiske love” I.D. Yalom

Der er ting på spil. En beslutning, et valg stikker dybere ind i dig end som så. Men står du tit med dilemaer - store som små, eller står du ved en skillevej i det liv, og føler, der er en stor beslutning, der skal træffes  så er det måske nok interessant at vide, at der er skrevet store filosofiske værker om det at træffe valg, men nok så interessant er det:  at der er ting, du kan gøre. Der er noget, du kan gøre for at lette den byrde, det kan være, når valg skal træffes. Det du kan gøre er:

Du skal på ekspedition. Du skal i gang med at undersøge dig selv. Spørge ind til dig selv. Og du kan starte her:

Hvad er det værste, der kan ske?

Hvad er det bedste, der kan ske?

Hvis du skulle skrive din nekrolog – hvad skulle der så stå i den?

Hvilke følelser er knyttet til den beslutning, du skal træffe?

Hvad gør ubeslutsomheden for dig? Når du mærker ubeslutsomhed, er der noget andet du ikke mærker. Hvad kan det være?

At stå med dilemmaer, beslutninger der skal ta’es, skilleveje forude, der kræver valg, er altid en anledning til at blive klogere på os selv. Om du går vejen selv, eller har en kusk med på vognen, så er det en kim til personlig vækst, større vitalitet og forstærket følelse af meningsfuldhed, når først vi begynder at trille derudad. Første skridt er at sætte vognen i gang, så er du på vej! Er du det?

Slut med at lade dig nøjes???

Kender du til følelsen af at indeholde mere end du lever ud?

Kender  du til følelsen af håbløshed, meningsløshed, ensomhed, depression, angst?

Måske er det det ulevede liv i dig, der banker på for at blive levet ud.

Er du klar til at lukke op for det, se hvad det er?

Hvis du læser dette, er du på vej, ja måske er du KLAR!

Tør du ta’ det næste skridt?

Hvad er det næste skridt for dig?

Der kan være mange grunde til, at du er lige her i dit liv, hvor du føler, at det ”gamle liv” skal nytænkes. Det kan være opstået i kølvandet af en ydre begivenhed i dit liv som f.eks.:

• du har mistet en af dine nærmeste
• har misbrugsproblematikker tæt inde på livet
• står i en skilsmisse
• er blevet fyret
• har ”begravet” dig i arbejde gennem længere tid
• været ude for en ulykke

Eller det kan være en indre  trang til at der skal ske noget, som har rod i noget mere diffust f.eks.:

• en følelse af meningsløshed
• tomhedsfølelse
• ændringer i humør og temperament

Uanset baggrunden for dit behov for forandring, dit behov for at ville noget mere end et middelmådigt liv, så er der en spire til noget nyt og andet i dig, som kommer som en invitation til at du kan få det mere, du drømmer om, hvis du er parat til tage de nye skridt, der skal til.

Er du parat til at tage nye skridt i dit liv? Og hvad er det næste skridt for dig?  For de fleste  er nyorientering i livet fyldt med mange forskellige følelser. Følelser af opstemthed kan pludselig afløses af følelsen af ængstelse og frygt. Kildende fornemmelse med positiv forventning til fremtiden kan pludselig afløses af katastrofetanker om, at alting går galt. Det er helt normalt, og kun et udtryk for liv, livet i dig.

Nogle tager forandringsprocesser op på egen hånd og nogen søger en mentor af en slags f.eks. i form af en terapeut, en coach, en præst eller anden åndelig vejleder. Vi er alle forskellige, og vi har alle vores individuelle veje at gå. Jeg selv har på min rejse i selvudvikling fundet støtte og inspiration ved at have en mentor med på sidelinjen. En psykoterapeut, der selv har taget rejsen. Det har været min vej. Gad vide, hvad der er din??? Den vej, hvor du i dig har kontakt til

• Følelser af meningsfuldhed
• Det værdifulde ved at være lige præcis dig
• Det sted i dig, hvor du føler, at du fortjener mere end at lade dig nøjes i dit liv
• AT DET NU SKAL VÆRE SLUT MED AT LADE DIG NØJES!!!

Bliv mere dig i 2011

Er du klar til det?

Skal 2011 blive dit år? Det år, hvor du skal blive MERE det, der er DIG, så læs videre her

Næsegrus beundring

Det er sådan noget, vi er er genstand for – nogle ofte, andre sjældnere – men alle kender vi til at blive beundret, og nyde det skin, der for et øjeblik hviler henover os, mens det står på. Indtil det bliver “hverdag” igen. 

Hvis du kender til følelsen af at blive beundret, kender du måske også til det, at selvom du godt kan høre ros og komplimenter, er det som om det ikke vil trænge ind? Kender du det?

Hvis du gør det, er det fordi, du bliver tolket, defineret. Den der beundrer og komplimenterer siger nemlig meget ofte kun noget om og til dig uden at sige noget om sig. Det er lukkende for kontakt. Kontakten er det, der binder, det der er giver følelsen af dybere mening og giver os følelsen af værdi (læs evt. mere herom i denne , hvor I.D. Yalom i kapitlet om samhørighed) Når kontakten ikke er tilstede forstummer værdien også af de verbale udsagn. Og komplimenterne kan forekomme hule og uvedkommende.  Du kan komme til at føle dig tom og umættet i behov for anerkendelse og respekt.

Hvis du gør det, kan du selv tage affære. Du kan selv være med til at sikre kvalificerede tilbagemeldinger fra dine omgivelser. Sikre at du bliver mæt, og at det der kommer af godt til dig, bliver optaget i dit system som god substans for din selvforståelse.

Når du næste gang, oplever, at du blive beundret, og har in mente, at du ofte oplever tomhed efterfølgende, kan du tage affære ved at stille et enkelt spørgsmål tilbage til afsenderen:

Du siger, at jeg er ……., hvad gør det egentlig ved dig, at du oplever mig sådan?

Et enkelt spørgsmål – og mærk så forskellen!

Når din beunder giver noget af sig selv:

Jeg bliver glad, når du…….

Jeg bliver inspireret, når du…….

Jeg bliver glad på dine vegne, men også misundelig, når du…….

vil du formodentlig opleve

- at komplimenterne og rosen “går ind”

- en følelse af, at der opstår en større grad af jævnbyrdighed

- en følelse af, at du har en dybere betydning for andre mennesker

- en følelse af samhørighed

Deri ligger den dybe anerkendelse og respekt du kan savne fra andre mennesker, og den, hvor du virkelig føler dig næret og fyldt op af noget godt. Er det ikke godt at vide, at du selv kan tage affære for at blive fyldt godt op???

Når utilfredsheden nager

Du har det hele – næsten. Du tænker, at du jo egentlig kun har grund til at være glad og tilfreds, -og alligevel er du det faktisk ikke. Det er som om dine fordringer ingen ende vil tage, og at du ligeså hurtigt, som du får stillet én sult er på jagt efter at få stillet en ny sult. Kender du det?

Så er det måske tid til at kigge indad. Måske er du drevet af en indre sult, som du forsøger at tilfredsstille med noget ydre: nyt hus, nyt job, ny mand, ny kjole, nye venner. Du er drevet af en evig trang til nyt og forandring. Er det tilfældet, så er der noget i dig, der forbliver utilfredsstillet lige indtil du begynder at undersøge, hvad det på et dybere plan er, der driver dig. Utilfredsheden har noget den vil “fortælle” dig, hvis du vil lytte til den.

Den er måske så uvant med at blive lyttet til. Dér er det vigtigt at skabe nogle rammer for sig, som byder den velkommen. Det kan selvfølgelig gøres i terapi (og kan være nødvendigt, hvis dit indre liv er slumret så meget hen, at der er behov for professionel assistence til at vække det til live).

Under alle omstændigheder er der nogle betingelser, der gør sig gældende for at få kontakt med sit inderste. Vi skal have fat i nogle værdier, som er fremmende for en sådan proces. F.eks er det fremmende at:

Dyrke det langsomme liv

Dyrke det kreative liv

Være nærværende i sit liv

Bruge sin intuition

Afsætte tid til fordybelse

Meditere

Danse

Bruge tid i naturen

Det er alt sammen med til at gøde dit indre liv. Ligesom gødning virker på en plante, vil dit indre begynde at udvikle sig. Dine anstrengelser vil blive belønnet med nye indsigter og anvise nye veje i dit liv. Der er forandring undervejs. Tilfredsheden vil langsomt erstatte utilfredsheden.

Lykken er

Kernesunde millionøser tilbyder lykke til alle. Er det svært at sige nej til? Ja, ikk’? Sundhed, skønhed og rigdom er det ikke, hvad vi alle stræber efter? Jeg gør i hvert fald, og har gjort det hele mit liv, tror jeg.

Man skulle mene, at jeg snart har nået målet (her, hvor jeg befinder mig midt i mit liv). Men der er selvfølgelig ikke nogen, der siger noget om nogen tidsramme for, hvornår man kan forvente at målet er nået: du er lykkelig den og den dato. Din passion kan du nå at realisere på 4 uger iflg. Pernille Melsted, men lykken…er der nogen der har sat en tid på den? Jeg spørger bare.

Jeg véd ikke om jeg behøver at vide det, selvom jeg godt nok har stræbt og stræbt, og til stadighed oplever at der bliver ved med at være  et umætteligt punkt inde i mig, der tilsyneladende aldrig bliver tilfreds/lykkelig: har jeg fået det jeg drømmer om, nyder jeg jo knap nok det, fordi jeg allerede er på vej til at mætte næste sult. Lidt ligesom et barn i en legetøjsbutik, der har fået øje på alt det, man kan få, og derfor da aldrig igen kan tage til takke med det beskedne ønske, han gik ind i forretningen med. Lige sådan kan jeg få det ved at blive præsenteret for alt det, som jeg bare lige skal gøre for at blive lykkelig. Hvor bliver jeg træt, aldrig tilfreds og kun lidt til stede i mig selv.

Dybest set, er det jeg vil have, det samme som et barn vil have: nærvær. Men hvordan er der tid til nærvær med alt det, jeg skal gøre for bare at komme i nærheden af lykken. Et barn bliver ikke (i hvert fald ikke sålænge det har sin uskyld og sit rene barnesind i behold) lykkelig af at være sund, smuk eller rig. Bliver ikke lykkelig af de voksenøjne, der kun vil se et veltilpasset, smukt og sundt barn. Et barn bliver lykkelig af nærværende voksne, der rummer barnet på godt og ondt, og som kan se skønheden i det skæve, og kan rumme det uperfekte. Det er barnets lykke, og når alt kommer til alt, også min: at kunne rumme mig selv i al min brogethed og uperfekthed.

Jeg kan blive inspireret af de kernesunde tanker og idéer, men jeg skal passe på med at blive forblændet, for i forblændelsen mister jeg kontaktne til mig selv.

Eftertanke

Self-reflection is a desire felt by the body as well as the soul. As dancers, healers, and saints all know, when you turn your attention toward even the simplest physical process – breath, the small movements of the eyes, the turning of a food in midair – what might have seemed dull matter suddenly awakenes. – Susan Griffins, The Book Of Courtesans