Når kroppen taler med

Tårer fra himlen. Regn pisker på ruderne og hagl slår på taget. Der er noget forløsende, når naturen folder sig ud. Der er noget der slipper. Luften bliver renset, siger vi tit efter en god tordenbyge. 

Sådan er det også med os mennekser. En gråd, der brister og kommer ud. En vrede, der ligger og ulmer, og  får luft. Det renser. Luften bliver renset. Måske i nogle relationer, men især indeni os.

Når noget trænger sig på, men bliver forment adgangen ud af vores system, lægger det sig pænt til rette og spærer vejen for luften. Helt konkret: åndedrættet bliver hæmmet, halsen snørrer sig sammen, man får kvælningsfornemmelser, og hvis der er rigtig meget, der har hobet sig op, angsten melder sig.

At gi’ slip som himlen, græde salte tårer, lade vreden smelde eller lade glæden danse, kreativiteten blomstre kan være uoverstigeligt og fremmed. Men noget vil ud. Når kroppen taler sit sprog, når angsten melder sig er det fordi, noget vil ud.

Terapi er en metode til skridt for skridt og nænsomt komme i kontakt med det slumrende liv inden i os, der ikke får lov til at komme ud. Det er et rum til at lære det at kende, lære dets udtryk at kende, blive fortrolig med det. Det er et rum til at lære at leve dette liv ud i livet udenfor terapirummet. På godt og ondt. Men så vi kan trække vejret frit igen. I bund og grund: LEVE!

Fat mod – sensitiv og overstimuleret

Er du blevet overtstimuleret gennem julen og nytåret, selvom tanken om tiden er både dejlig, forfriskende og magisk, og du trængte til at holde fri?

social samvær en masse

rutiner der går i opløsning

• sansebombardement næsten lige meget hvor du vender dig hen

Hvordan gik det med det?

Der er overhængende fare for overstimulering. Er vi først overstimulerede, går hele stemningen fløjten. Det kan vise sig  ved:

tristhed, modløshed, træthed, håbløshed, indebrændt vrede, opfarenhed, følelser af mindreværd, forkerthed, angst, nervøsitet, indre stress o.s.v. Alt det der kendetegner en overstimuleret sensitiv.

Juletiden, nytåret er en sand fælde, hvis man ignorerer sit sensitive væsen.

Er du landet i fælden? Du er ikke alene. Måske ingen trøst, men måske alligevel lindrende at vide, at hvis du er det, er det ikke fordi du er forkert, ikke du’r. Der er noget, du måske ikke har lært, noget du ikke helt mestrer omkring din sensitivitet. Men din sensitivitet er fin.

Pas på den

Opgaven, udfordringen er bare, at du passer på den. Det er måske det, du skal lære, hvis du sidder i mismodet lige nu. At tage den lære med dig, at din sensitivitet kan du lære at passe på. Faktisk. Som en sart og måske besværlig side af dig. Men også som en side, der, når du tager den positivt til dig, passer på den og nurser den, viser sig som en smuk blomst, der udfolder sin kraft, sin kreativitet, farverigdom. Som også er dig.

Måske en indre kur til din sensitive side sku’ være nytårsgaven til dig selv i år, et fortsæt for det nye år – at lære at passe på den? 

Kærlig hilsen og godt nytår til alle særligt sensitive og alle helt almindeligt sensitive.

/Charlotte

Knas i parforholdet

Så kan det være kommunikationen, der halter…

Hvordan kommunikerer I i jeres parforhold? Har du overhovedet oplevelsen af, at I kommunikerer? Eller har du oplevelsen af, at du selv kommunikerer, og din partner ikke kommunikerer?

Kommunikation er kodeordet for et sundt og vitalt forhold. Når den første forelskelse har lagt sig, og vi ikke længere ser de små særheder, som partneren har, som skønhedspletter, der blot udgør en ekstra charme. Når disse er blevet forvandlet til et stort irritationsmoment, er det kommunikationen, der skal sikre den fortsatte vitalitet i forholdet

Mange af os skal først for alvor langt op i voksenalderen og mange gange efter flere fejlslagne forhold bag os til at lære, hvordan vi har en ærlig og respektfuld kommunikation i vores parforhold. Men det kan læres.

Det vi skal lære er at

• tude sætte ord på vores behov og følelser på den ene side og på den anden side
• sætte os selv til side og turde lytte til partnerens behov og følelser (sætte vores egen dagsorden til side for en stund)

Enkelt ser det ud, lyder det. Svært er det at praktisere, Hvilket enhver skilsmissebegæring vidner om.

Når vi har svært ved at kommunikere, når det relationelle er svært i vores liv kan det have forskellige udtryk. Det kan være det vi kompenserer for når f.eks. vi bliver

indesluttede

os-selv-nok

overdrevent udadvendte

dominerende

behagesyge

tyer til overdreven alkoholdindtag eller andre misbrug

grådlabile

humørsvingende

misbrugere af vores arbejde

osv

Hvis et parforhold skal have en chance og skal udvikle sig stærkt og vitalt, skal der arbejdes med vore mønstre. Vi skal turde gå ind og undersøge, hvilke reelle behov og følelser, de dækker over. Er der behov og følelser, vi ikke får udtrykt? Bærer vi rundt på gammelt nag, fordi vi ikke har følt os elsket, hørt eller mødt af vores partner? Hvordan har vi det egentlig i vores parforhold? Vi skal turde sætte ord på, turde lytte.

Enhver intim kontakt kan være angstprovokerende, fordi den implicit indebærer risikoen for svigt, at blive forladt, ikke at være elsket. Kærligheden er ikke for sarte sjæle, som den danske digter Kresten Bjørnkjær engang skrev, men for dem, der vover den, virkelig vover den, gør det stærk, at gå ind i dens inderste væsen.

Der er kun al mulig grund til at kaste sig ind i kampen – evt. med en god terapeut på sidelinjen, og som med al anden udvikling: jo før I går i gang des bedre for jeres forhold. Jeres kærlighedsforhold.

Lyst til at læse mere, så kan jeg anbefale  bogen Det Levende Parforhold og tilbyder selvfølgelig parterapi til jer, der synes, det er for svært at kaste jer ud i på egen hånd. Se evt. mere på min hjemmeside her

kærlig hilsen

Charlotte

At stå ved vrede følelser

I forlængelse af mit indlæg i går er det på sin plads at føje en ikke uvæsentlig krølle til problematikken med at “koge over”.

Jeg har i indlægget vinklet problematikken som et arbejde med at kigge ind bag. Og det er det også. Det, der imidlertid også kan være i en sådan problematik, er at stå ved, at man bliver vred, rasende, frustreret os.v. At stå ved, at man synes, at modparten har opført sig tåbeligt, handlet forkert, opført sig grænseoverskridende. Og det uanset, om der objektivt set er noget i det eller ej.

Når det er så væsentligt er det fordi, vi i det omfang, vi ikke står ved vore følelser og altså her nogle af dem, som mange mennesker har svært at acceptere, at de har, får sendt dem ud i en ukontrolleret form. Det kan også udtrykkes på den måde, at jo mere, vi forsøger at kontrollere disse (i os selv forbudte) følelser, des mere ukontrolleret risikerer de at komme ud, når “bægeret er fyldt op”. Eller – men det er en helt anden sag – kommer ud i form af psykosomatiske symptomer, stress, angst, depression o.s.v.

I forhold til at stå ved sine følelser og anerkende dem som reelle uanset, hvad fornuften siger, ligger humlen selvfølgelig i, hvordan vi på en anerkendende og konstruktiv måde får leveret vore budskaber eller markeret vore grænser. Men første skridt dérhen er at anerkende os selv, at anerkende de følelser, vi har: at vi faktisk blev vrede, rasende, følte os krænkede o.s.v.

En sløjfe – men ikke uvæsentlig sløjfe

Når det løber af med os

Nogle gange oplever vi, at følelserne løber af med os og vi kommer til at udgryde frustrationer over for andre, som vi bagefter kommer til at fortryde. Nogle gange er det blevet et helt mønster, som virker utilfredsstillende i relationerne til andre mennesker og som kan være værd at tage hånd om for at genetablere eller overhovedet få fat i, at det faktisk er muligt at have afbalancerede forhold til andre mennesker – også selvom man er uenige på visse punkter. Men der er et arbejde der skal gøres. Et personligt arbejde.

Når “lunten” er kort er det fordi der ligger nogle andre uforløste konflikter eller indre spændinger bag. Ikke nødvendigvis konfliter eller spændinger, der har med den pågældende situation eller person at gøre. Selvom det heller ikke kan udelukkes, men der er noget, som har hobet sig op i det indre.  Et personligt arbejde vil derrfor bestå i

•  at undersøge, hvad det evt. kan være, som der har hobet sig op og bearbejde det
• at lære sine signaler at kende, når man mærker, at der er ved at ske det, som man ikke vil ha’ skal ske: at man kommer til at “kamme over”. At finde ud af, hvilkle signaler der kommer forud og
• at arbejde med, hvordan man mere hensigtsmæssigt og anerkendende kan formidle sine budskaber.

Vejen er altså at undersøge sit mønster fra forskellige vinkler, men hvis man gør det og bearbejder det, der ligger bag, er det faktisk muligt at ændre på. Der er altid en vej henmod at tilegne sig nye og mere konstruktive mønstre i sit liv også selvom den i øjeblikket kan synes sløret.

Den nødvendige kontrol

Mennesker der opsøger mig i terapi kommer ofte fordi de løber ind i forhindringer i deres liv, som skyldes uhensigtsmæssige mønstre og vaner, som de har svært ved at bryde. Det kan f.eks. være temaer omkring kontrol/ikke-kontrol, der er noget af en problematik. Nogle oplever, at det er svært at slippe kontrollen, nogle oplever, at de ikke har kontrol nok, at andre kontrollerer mere end de selv gør. Jeg er fast læser hos en altid positiv blogger udi Loven om Tiltrækning.

Idag læser jeg dette her hos ham – om det at have kontrol. Om hvordan det, at vi (eller nogle) gerne vil kontrollere andre mennesker, andres liv, selv er udpræget kontrollerede. Jeg får lyst til at knytte en kommentar hertil, som sætter det at have kontrol i et mere behovsstyrret perspektiv.

Jeg er fuldstændig enig med Michael i, at det at tage kontrol over andre er en energidræber forstået på den måde, at vi frigiver energi til os selv, i det vi opgiver at binde den i kontrol overfor andre. Men når det er sagt, har kontrol også en forsvarsfunktion.

Kontrol har en forsvarsfunktion på den måde, at i det vi bruger vores energi på at kontrollerer andre ikke blot går glip af en masse dejlig energi, aom Michael udtrykker det, som vi kunne bruge på os selv og positiv opmærksomhed i omgivelserne. Men at vi opnår en anden form for befrielse ved at være kontrollerede/kontrollerende. For der er noget, vi slipper for. Noget vi undgår. Vi undgår nemlig at mærke os selv, og ikke mindst mærke det, der er svært i os selv. Des mere vi er optagede af at have kontrol over vore omgivelser, over os selv des mere slipper vi for at mærke os selv. Og det er et forsvar. Et nødvendigt forsvar.

Det vi gør af uhensigtsmæssigt er et nødendigt forsvar vi har opbygget for at undgå at mærke. Eller engang var det et nødvendigt forsvar. Det er det ikke nødvendigvis mere, men indtil vi har lært andre måder at cope med vores svære sider på, så vil det være det system, der er fremtrædende. Det vil være sådan vi fungerer i vores liv. Helt pr. automatik. Vi kan ikke andet, og at slippe det uden videre (som man f.eks. kan risikere med brug af stoffer eller i hænderne på en terapeut, der ikke har den rette empati og forståelse for det nødvendige i systemet) vil kaste os ud i stor angst og kaos. Det system har været vores overlevelse, og vedbliver at være det, indtil et andet holdbart system kan tage over. Så jeg tror på nødvendigheden af de uhensigtsmæssige mønstre, selvom de spænder ben og måske ligefrem ødelægge relationer og andre forhold i vores liv idag. Og det kan være det, de gør.

Men det står til at ændre. Heldigvis. Som voksne har vi det valg at tage tyren ved hornene og ændre uhensigtsmæssige mønstre og rette op på tidlige traumer og trængsler. Og det er det, der skal til. Der er ingen vej udenom. Ikke nogen nem vej udenom, for det kan være både gruopvækkende og sorgfuldt at tage fat i gamle mønstre. Men det er også en god vej. Den kan vende op og ned på alle forestillinger (læs vrang) og få energien til at sprudle som en indre kilde, der ikke vil kontrollere men som vender sig mod sig selv og overgir’r sig til en egen rytme og melodi. Og giver ny energi og vitalitet i livet.

Er der noget, du genkender, noget du får lyst til at kommentere, skal du vide at enhver kommentar er velkommen!

Unge og selvskadende adfærd

Jeg har i weekenden været til foredrag på mit gamle uddannelsessted Akademiet for Psykoterapi, hvor ledende psykolog ved Psykiatrisk Afdeling på Rigshospitalet, Bo Møhl fortalte om selvskadende adfærd. Med selvskadende adfærd menes f.eks.:

at skære i sig selv
at bide i sig selv
pille i sår
slag mod sig selv
kradse sig selv
indtagelse af overdosis paracetamol
brænde sig selv med cigaretter/lighter

Møhl har forsket indenfor området, og hans forskning viser at selvskadende adfærd er støt stigende i ungdomsgenerationen. Nyeste tal, som man har fra Københavnsområdet er, at 21,5 pct. unge i gymnasierne har skåret i sig selv/været selvskadende. Den viser sig i øvrigt at have en smittende effekt, således at der kan opstå en norm eller kultur omkring adfærden.

Selvskadende adfærd har forskellige funktioner:

den gi’r et følelsesmæssigt kick
den dæmper indre tomhedsfølelser
den gi’r følelse af kontrol
den reducerer ubehagelige følelser

Hvad der end måtte være af indre kaos, så er selvskadende adfærd individets måde at medicinere sig selv på. Den er et udtryk for:

“når mine følelser koger over, må jeg bruge kroppen til at få kontrol, blive lettet”

En selvskader har fået en tvangsmæssig adfærd i forhold til at forvolde sig selv skade, når det indre pres bliver for stort. Og det helt konkret fysisk skade. Udover den følelse af kontrol og lettelse selvskaden kan udløse, udskiller hjernen, stoffet dopamin, som er en slags “kroppens lykkepille”.

Når vi lige præcis i disse år, oplever så stor en stigning i selvskadende adfærd hænger det sammen med, at vi i vores kultur (den samme tendens ses i andre lande, som vi sammenligner os med) har en generel lav tærskel for, hvad vi kan håndtere af frustration som individer. Vi lever i en kultur, hvor vi er vant til og har en forventning om, at ALT kan fixes – og ikke bare fixes – men helst hurtigt. Det er bl.a. noget af det, som vores ungdomsgeneration afspejler, når vi ser den selvskadende adfærd.

Behandling af selvskadere er mulig. Noget, som de fleste og ikke mindst forældre tyer til i første omgang, er at tale den unge til fornuft. Ofte efterladt med en følelse af, at det ikke hjælper, Og det gør det ikke, for problemet ligger udenfor al fornuft. Det handler om følelser. Følelser, der ligger bagved, om det er utilstrækkelighed, krav – både egne og andres, som man ikke føler,man kan leve op til. Det kan være en særlig belastende situation, man har været udefor, der kan have aktiveret adfærden, f.eks. forældres skilsmisse, mobning, en nær ven/veninde, som ikke er der mere, er flyttet, man er blevet uvenner med. Det kan ganske enkelt være mange ting, der kan udløse det, og ting, hvor vi med fornuften kan undre os, men hvor virkeligheden, den unges følelsesmæssige virkelighed er mere alvorlig end vi lige umiddelbart forstår.

For at få fat i “roden” til den selvskadende adfærd, er det nødvendigt med terapeutisk behandling. Og det ér roden, man skal koncentrere sig om mere end adfærden som sådan. I terapi kan den unge lære at komme i tættere kontakt med sine inderste følelser, lære at mærke dem og rumme dem og ikke mindst lære at håndtere dem i en omskiftelig verden med krav, der presser sig på både fra omgivelser og inde fra sig selv.

Har du problematikken inde på livet, enten som selvskader selv eller som forælder til en ung, der er selvskader, så vigtigst af alt: Der er hjælp at hente. Det er ingen skam at søge den, og jo før des bedre.

Lider du af eksamensangst?

Læs videre her

At gi’ slip på gamle mønstre

At være tro mod os selv, er det bedste vi kan byde os selv, og i virkeligheden også vore omgivelser. Det er min overbevisning. Og samtidig véd jeg godt, at det kan bringe os vidt omkring og udi mange dillemaer og uklare områder i vores indre, som kan gøre netop det vanvittig svært.

Og det kan være svært. Det kan være en pinefuld og smertefuld affære. Der ligger nemlig det i det, at det ikke nødvendigves harmonerer med andre sider i os selv. Der er noget andet vi fravælger, når vi dybt i os er tro mod os selv. Og især, når det er meget nyt for os, at gøre det.

- Og det noget andet – hvad er det? Meget ofte er det gamle mønstre og vaner, og andres meninger og holdninger. Som vi ubevidst har gjort til en del af os, fordi det i en eller anden forstand har givet et vis afkast i form af dulmen af indre spænding, anerkendelse, accept og bekræftelse på vores væren.

Begynder vi så at gøre op med disse mønstre, og i højere grad at lytte mere til det, der kommer indre fra os selv, ligger smerten og det svære lige i kølvandet. Lige meget hvor uhensigsmæssigt vore gamle mønstre er, lige meget hvor meget vi tænker, at vi har brug for andres bekræftelse, lige meget hvad, er der noget gammel kendt (og dermed trygt), vi giver afklald på. Det kan gøre ondt, og det kan vække angst. Derfor kan det være så svært, når vi begynder at vælge os selv til – helt indefra, vælger at være tro mod os selv, og gi’ slip på det gamle.

Men det er vigtigt ikke at underkende den smerte, sågar sorg der kan være forbundet med at give slip på det gamle, på de gamle mønstre. De har været der for at hjælpe os til at klare os igennem indtil nu. De har været vores måde at holde os oppe på, hvor uhensigtsmæssige de end måtte være. Og selvom vi har fået fat i en anden snor, der er mere konstruktiv, er det som at tage afsked med en gammel ven, når vi siger farvel. Sorgfuldt og angstfyldt. Og det er ok. Det er som det skal være. Det er et trin, et udviklingstrin, når vi begynder at være tro mod os selv. Helt nødvendigt! Og opgaven er så at bære dét samtidig med lettelsen over at have givet slip.

Lader foråret vente på sig – indeni dig?

Kan sjælen ikke følge med foråret? Bliver du ligefrem trist, når det bliver forår? Så er du ikke den eneste…Foråret er nemlig også årstid for depressioner. Hvor det er mere almindeligt kendt, at mange mennesker rammes af depression i vintermånederne – man taler om vinterdepression, rammes mange faktisk også af depression i foråret. Der er teorier, der går på den skiftende døgnrytmes anpart heri – altså skiftet fra vintertid til sommertid, og der er den omstændighed, at en latent depressiv tone kan blive forstærket af det spirrende liv, lyset og varmen, der vælder frem i foråret. – Som det sker lige nu, f.eks. Mens de fleste nyder og glædes over skiftet fra mørke til lys, fra kulde til varme, er der  mange for hvem det indre mørke og den indre kulde ikke vil slippe.

Men uanset hvornår og hvad, der udløser depression eller depressivitet, så er det under alle omstændigheder en belastende tilstand at befinde sig i. Der er forskellige former for depression,og depression kan opleves i forskellige grader. Det er en tilstand der kan være behandlingskrævende. Nogle er gode til at søge behandling selv, andre kan gå i lang tid, og ender måske først med behandling ved omgivelsernes hjælp.

Men hvor skal man så søge hjælp og hvilken hjælp skal man søge? Er der mistanke om en decideret depression, så skal lægen konsulteres, og denne vil kunne vurdere, hvorvidt det er nødvendigt med medicin. I de færreste tilfælde tilbydes der terapi, men uanset hvilken grad af depression eller depressivitet der er tale om, bør den altid behandles med terapi – om det så er supplement til medicin eller ej. Medicin bør aldrig stå alene. Desværre kommer den meget tit til det, fordi der som nævnt oftest ikke tilbydes terapi, når vi henvender os hos lægen. Terapi er noget de fleste må forestå selv, og kan altså gå hen at blive en bekostelig affære. Men ikke desto mindre, er det terapi, der behandler depression. Det gør medicin ikke. Medicin dæmper nogle symptomer, og det er selvfølgelig værdifuldt i sig selv, fordi man kan opretholde et et vist funktionsniveau i sit liv, og klare sig igennem på trods. Men det er symptomer, medicin kan ta’. Den ta’r ikke roden til det, der gør ondt. Den heler ikke de underliggende problematikker som depressionen er årsag til.

Mange mennesker på antidepressiv medicin kan se frem til mange år måske et helt liv med medicin som det tredie ben til at klare sig igennem livet. Men alle har fortjent et liv, der handler om mere end at “klare sig igennem”, og det er virkelig muligt at få fat i det “mere”. Terapi er det supplement, der kan hjælpe dig til at få helet dine indre problematikker, få fat i nældens rod, så du igen kan få kontakt med det vitale og livfulde i dig. For uanset hvor trist du er lige nu, er der stadig liv og kraft indeni dig, selvom du ikke mærker det lige nu. Der er noget andet der træder i forgrunden, det depressive. Det gør det fordi, det vil have, at du skal tage dig af det, så det kan blive rask, så du kan blive rask. Det er depressionens håb. At det faktisk er muligt!

Du kan linke hertil, hvis du vil vide mere om depression.