Når kroppen taler med

Tårer fra himlen. Regn pisker på ruderne og hagl slår på taget. Der er noget forløsende, når naturen folder sig ud. Der er noget der slipper. Luften bliver renset, siger vi tit efter en god tordenbyge. 

Sådan er det også med os mennekser. En gråd, der brister og kommer ud. En vrede, der ligger og ulmer, og  får luft. Det renser. Luften bliver renset. Måske i nogle relationer, men især indeni os.

Når noget trænger sig på, men bliver forment adgangen ud af vores system, lægger det sig pænt til rette og spærer vejen for luften. Helt konkret: åndedrættet bliver hæmmet, halsen snørrer sig sammen, man får kvælningsfornemmelser, og hvis der er rigtig meget, der har hobet sig op, angsten melder sig.

At gi’ slip som himlen, græde salte tårer, lade vreden smelde eller lade glæden danse, kreativiteten blomstre kan være uoverstigeligt og fremmed. Men noget vil ud. Når kroppen taler sit sprog, når angsten melder sig er det fordi, noget vil ud.

Terapi er en metode til skridt for skridt og nænsomt komme i kontakt med det slumrende liv inden i os, der ikke får lov til at komme ud. Det er et rum til at lære det at kende, lære dets udtryk at kende, blive fortrolig med det. Det er et rum til at lære at leve dette liv ud i livet udenfor terapirummet. På godt og ondt. Men så vi kan trække vejret frit igen. I bund og grund: LEVE!

Kærlighed gør blind

- men det kan manglen på kærlighed også gøre. Eller manglen på kærlighed til sig selv. Manglende anerkendelse af sig seslv, af kroppens signaler og behov.

Det var det Kim Lerager Jensen oplevede. Han blev blind. Så du indslaget med ham i Aftenshowet i aftes?

Kim fortalte sin historie om modgang i livet, om stress og om det traumatiske i at få konstateret diabetes i sine ungdomsår. Han fortæller, hvordan han ignorerede kropssignaler, kroppens særlige behov og hvordan den endte med at sige stop ved at gøre ham blind.

Det stoppede ikke her for Kim. Han fik en depression, forsøgte selvmord, og kunne ikke se noget lys forude. Helt bogstaveligt og på det følelsesmæssige plan: Kim var gået i sort.

Det blev selvudvikling, der blev et vendepunkt for Kim. Gennem selvudviklingsforløb i terapi, coaching, deltaglese i kurser begyndte Kim at få kontakt med sin krop, få kontakt med sig selv. Han begyndte, at forstå sig selv på en ny måde,  hvordan krop, sind og følelser hænger sammen, og han begyndte at forstå, at blindheden ikke var problemet i sig selv, men et symptom på indre følelsesmæssige konflikter, som kroppen reagerer på.

Som Kim siger i indslaget: “Det hele skal med”. Krop og sind hænger uløseligt sammen. Om nogen er han et levende bevis herpå. Og det er ikke mirakler, der sker, når Kim bliver rask. Det er hårdt arbejde med sig selv. Han beviser, det kan lade sig gøre.

En dejlig, livsbekræftende beretning, og en tak til Kim, fordi han deler. Jeg håber som han, at hans beretning kan være til inspiration for andre, som sidder fast i svære livssituationer, med sygdom og lidelser inde på livet. At hans beretning kan være en inspiration på den måde, at selv om det traditionelle behandlersystem har kapituleret, eksisterer den mulighed, at symptomer og selv svære lidelser kan være af psykosomatisk karakter og deraf skal behandles som sådan. Og at det er en reel mulighed, at det kan være det, det handler om.

Du kan se eller gense indslaget med Kim her og/eller du kan købe adgang til at læse den store artikel om Kim fra søndagsudgaven af Jyllandsposten på avisens e-avis. Det kan du gøre her.

Stress og særlig sensitivitet

Stress er meget individuelt, og kan være mange ting. Den kan være forårsaget af mange ting, og kan have mange forskellige symptomer. Alle kan blive ramt af stress, men i særlig grad er særligt sensitive udsatte. Det pres eller de krav som andre måske vil synes er middelsvære vil ofte opleves udpræget mere svære for en særligt sensitiv. Det kan f.eks. ses i familier, hvor søskende kan reagere markant forskelligt på de samme livsbetingelser. Eller det kan ses på arbejdspladser. Nogle vil reagere mere hårdhudet end andre selvom de befinder sig i det samme miljø.

Mistrivsel er en konsekvens, når vi har fået stress. Den bliver ofte gjort til en personlig sag, og det er den også i det omfang, at vi hver især må forstå at tage vare på vores behov (og det er noget mange sensitive bakser med, at stå ved deres sensitivitet og tage vare på den), men sagen er også den, at miljøet, hvor den stressede befinder sig også har et ansvar. Et ansvar for at åbne sig for at nogle mennesker bare er mere sensitive – på godt og ondt. Det er aldrig godt for den enkelte og heller ikke for arbejdspladsen, at mennesker ikke trives. Og det gode er selvfølgelig den kreativitet og originalitet som sensitive kan lægge for dagen under de rette betingelser.

Stress kan som sagt være forårsaget af mange ting. Det kan f.eks. være af

• ydre pres, f.eks. pres fra  arbejde eller uddannelse
• pres i form af indre uløste konflikter
• både indre og ydre pres om at præstere og yde
• ubearbejdede eller uidentificerede hændelser eller traumer f.eks. skilsmisse, mobning, ulykker

Stress kan se ud på mange måder. Fysiske skavanker som man umiddelbart ikke ville kalde stress kan faktisk være kroppens svar på at være blevet presset udover sine grænser. Der kan være tale om symptomer som

 

• fysiske spændinger, hovedpine, hjertebanken, mavesmerte
• Træthed og søvnløshed
• rygproblemer
• Hukommelses/ koncentrationsbesvær
• Angst og depression
• humørsvingninger
• Øget brug af stimulanser

 

Mange kan gå i årevis med skavanker som kommer af en kronisk stresstilstand. Er måske blevet vant til indtage en daglig dosis af smertestillende og har lært at ”overleve” i sit liv. Men der er faktisk anderledes konstruktiv og energiskabende måde at håndtere sin mistrivsel på. Men man skal ind at kigge dybere i sig selv. For der er nogle gamle mønstre der skal aflæres og nogle nye der skal tilegnes. Det er et terapeutisk arbejde, der ikke er en ”pille”-løsning. Den dulmer ikke kun symptomer (det gør den også), men den tager også fat i problemets kerne. Og kernen er at man skal lære

• At mærke sig selv /sin krop – hvad fortæller den, hvad vil hver enkelt spænding fortælle dig
• Stille ind på sine følelser – hvilke følelser er på spil: glæde, angst, vrede, sorg
• Identificere sine grænser – hvad vil jeg være med til/ikke være med til

 Dybest set: et arbejde med SELVVÆRDET

Følelser, der forløser

Findes der grædeklubber på samme måde som der findes latterklubber? Ligesåvel som det hævdes at latter gør noget godt for os (og det tror jeg på, at det gør)), vil jeg hævde at gråd er ligeså velgørende. Gråd er ligeså helende, befriende og med til at frisætte vitalitet i os. Jeg har tit som pædagog stået med et barn, hvor jeg har tænkt, at den gråd jeg hører ikke er “rigtig”. En gråd som virker som en påtaget ked-af-det-hed. Hvad er det barnet, barnet prøver at fortælle?

 Jeg tænker, at der må være noget, der er svært, og jeg tænker, at der inde bagved nok er en dybere ked-af-det-hed. Det jeg bliver optaget af er, hvorvidt barnet får fat i de dybere lag, og får fat i den ægte ked-af-det-hed ved først at “fake”. På samme måde som man i latterklubber praktiserer grine-seancer for at få fat i de dybere følelser af glæde og vitalitet.

Jeg tror på, at der er en vej i at starte en praksis som måske ikke i første omgang føles meningsfuld, men som ved fortsat udøvelse ender med at give mening, og føles ægte. Den Schweiziske psykolog J. Piaget beskirver  småbørns sensomotoriske udvikling, som er en proces, hvor barnet krops- og sansemæssigt opnår erkendelser ved først spontant og ukontrolleret at gøre f.eks. fra tid til anden rammer det legetøj, der hænger over sig for siden bevidst at række ud efter det. Det erkender gennem ubevidst aktivitet sin evne til bevidst at række ud, det begynder at erkende impulsen til at ville. Gennem det blot at gøre.  På samme måde med følelser, tror jeg, at vi ved at “gøre” i tilstrækkelig omfang, kan få det til at ske som f.eks. at græde, grine eller råbe, som vi har behov for. Og f.eks. rigtig mange mennesker kender nok følelsen af et behov for f.eks. at græde uden at kunne.

Det er min erfaring, at det at “gøre”  bringer børn som voksne i tættere kontakt med sine autentiske følelser, især når vi bliver mødet i det der er, eller der er skabt et rum for, at det er det vi gør som feks. i latterklubber. Det skal dog her siges, at jeg ikke har praktisk erfaring med latterklubber. Men jeg har erfaring med mennesker, der “prøver” at græde, grine, være vrede (og det ligger nemmere for børn end voksne), og som, når de bliver mødt i det, nærmer sig nogle mere autentiske følelser. Dét ser jeg, er forløsende: At komme i kontakt med autentiske følelser, om det så er gråd, latter, vrede. Og nogle gange går vejen bare forbi det påtagede eller det vi skaber mere end vi i første omgang føler. Noget du kender? Noget der giver mening for dig?

Lytter du til din krops signaler?

Kroppen er en unik guide til at fortælle os

• hvad der er godt for os
• hvad der er skidt for os
• hvor vi skal bevæge os hen i vores liv
• hvad vi skal bevæge os væk fra
• hvad vi længes efter

Den sender os masser af budskaber, især lægger vi mærke til dem, når vi er i gang med  noget, som er dårligt for os. Den kvitterer med en række af forskelligartede symptomer f.eks. 

• hovedpine
• mavepine
• spændninger,
• ammelser
• trang til stimuli som alkohol, tobak
• overspisning, spisevægring
• o.m.a.

Symptomerne er kroppens budskab til dig om, at der er noget galt, og at der er noget, du skal tage dig af.

Du kan i psykoterapi lære at forstå din krops budskaber til dig. Det er et arbejde med først og fremmest at mærke og blive mere bevidst om, hvornår symptomerne opstår, hvornår du har det værst, hvornår du har det bedst. Det er et arbejde henimod at blive mere venlig stemt overfor, hvad du og din krop har brug for. Hvad der er godt for dig, og i sidste ende nødvendigt for dig, din livskvalitet og dit helbred.

Gevinsterne ved at begynde at mærke og forstå, hvad der sker i din krop er ikke til at overse. Det er først og fremmest vejen til at blive smerter og ubehag kvit. Det er vejen til at tilrettelægge dit liv på en ny måde, så du ikke igen havner i en lignende situation, og det er om noget vejen til at begynde at leve mere i overensstemmelse med det, der er allermest dig med fornyet kraft og vitalitet. På godt og på ondt, men med hele dig – kroppen, psyken og følelserne.

Har du dyrket psykisk fitness for nylig?

Komikeren Finn Nørbygaard, der udover at være komiker også er psykoterapeut har skrevet bogen: Tillykke med din krise – en komiker bag facaden. Meget læsevenlig og indsigtsfuld i forhold til, hvad terapi går ud på. I bogen beskriver han det at gå i terapi som psykisk fitness. Han opfordrer til at vi ligeså vel som vi går i traditionel fitnesscenter også engang imellem under os selv en psykisk fitness-session.

Det er for mig som for ham ligeså selvfølgeligt at holde sig selv fit mentalt og følelsesmæssigt som at gå i fitnesscenter (eller for mit vedkommende: løbe en tur i det fri). Det er selvfølgeligt for mig, at det ene virker ind på det andet og omvendt: Min sinds- og følelsestilstand sidder i kroppen ligesåvel som mine kropsfornemmelser evt. smerter påvirker mit sind og følelserne. Når jeg går i terapi, og arbejder med det psykiske f.eks. “smelter” de fysiske spændinger i kroppen ligesåvel som jeg følelsesmæssigt får et kick, når jeg bruger min krop f.eks. løber en tur. Jeg er en helhed som menneske. Det ene spiller ind på det andet. Så det er naturligt for mig at skænke både krop og sjæl opmærksomhed.

Det handler om opmærksomhed og nærvær i forhold til mig selv. Motion og terapi er begge dele frirum,  hvor jeg skænker mig selv opmærksomhed og er nærværende i mig selv – på to forskellige planer – men det er en tiltrængt opmærksomhed midt i et hektisk hverdagsliv, hvor den ene dag ta’r den anden uden jeg næsten registrerer det, hvis ikke jeg ikke laver mine “stop”. Det er ikke bare forkælelse for krop og sjæl.

Er du opmærksom på, om du giver dig selv frirum,  får “smurt” både “karosseriet” og “motordelene”. Får skænket dig selv den opmærksomhed, du måske dybest set har brug for? Der er gevinster at hente. Véd du det? F.eks.

- mindre stress

- mere vitalitet

- mere glæde

- mere kreativitet

- mere visdom

- mere energi

Hvis ikke du allerede har nicher i din hverdag, hvor du lader op både fysisk og psykisk,  hvor ville det så give mening for dig at have det? Fisketure, meditation, havearbejde, gå i kirke…??? Og dig, der har dem: Hvordan er det for dig? Hvad giver det dig, det du gør? Hvordan er det godt for dig? Reflekter over det for dig selv eller del med mig og andre her på siden, hvis du har lyst til det. Det vil glæde mig, hvis du gør, men du er ligeså velkommen til bare at læse med og reflektere for dig selv.

God weekend herfra!

Har du spændinger i kroppen

Så kan du bruge psykoterapi til at undersøge, hvad det handler om. Én måde at undersøge det på, er at benytte sig af en gestaltterapeutisk metode, hvor du sætter spændingen i “stolen”. Ja, det lyder måske mærkeligt. I folkemunde forbinder man gestaltterapein med, at “mor”, “far” eller andet familiemedlem sidder i stolen overfor sig. D.v.s man forestiller sig det, og taler direkte til “personen” i stolen fra et sted i sig, hvor man ufiltreret taler ud lige som det er. Efterfølgende sætter man sig i f.eks. “mor”-stolen og reagerer, som man tror, “mor” ville reagere. Det foregår i samarbejde og med støtte fra en terapeut, og foregår langt mere organisk, end jeg her fremstiller det. Jeg forsøger blot her at fremstille princippet for stolearbejde, som er et nøgle-redskab i gestaltterapien, og altså også kan bruges til at undersøge en spænding i kroppen.

I princippet kan man sætte hvad som helst i stolen. Men vil du blive klogere på, hvad f.eks. en spænding i kroppen handler om, sætter du den i stolen, og taler til den. F.eks.: Hvem er du? Hvad laver du i min krop? Jeg er så vred på dig, fordi du hæmmer mig? Hvor stammer du fra? Efterfølgende sætter du dig i stolen, der repræsenterer spændingen, mærker efter, hvordan det er at blive talt til og svarer udfra, hvad du her mærker. Det lyder måske altsammen meget mærkeligt, og tvivlsomt i forhold til, at det skulle nytte noget. Jeg må bare sige: Det gør det! Der er en væsensforskel på, at tale til fremfor at tale om i terapi. Det er her det rykker, fordi man kommer dybere ind i de følelser, som en given problematik er forbundet med, og dermed får bearbejdet det sted, der er gået i hårdknude. Jeg kan kun anbefale det!

Eftertanke

Self-reflection is a desire felt by the body as well as the soul. As dancers, healers, and saints all know, when you turn your attention toward even the simplest physical process – breath, the small movements of the eyes, the turning of a food in midair – what might have seemed dull matter suddenly awakenes. – Susan Griffins, The Book Of Courtesans

Løb en tur og mærk dine følelser

Bare en opfordring fra mig osgå En løbetur er saliggørende for krop og sjæl. Det er videnskabeligt bevist. Vi forbedrer vore chancer for en længere levetid og vi producerer endorfiner i hjernen, som er beroligende og lykke-fremkaldende. Så vidt så godt…

Efter dagens løbetur kom jeg til at tænke på, hvordan vi i behandlerkredse anbefaler løb som et væsentligt supplement til terapi for mennesker med depressioner eller depressive strænge i deres sind. 

En depression er dække for fortrængte følelser og konflikter i vores liv. Der er gået for lang tid, hvor vi har negligeret symptomer, som ligger forud for en egentlig depression. Så når depressionene er der, så er det det, der ligger bagved den, der skal kigges på. Hvilke følelser? Hvilke indre konflikter?

Når depressionen kommer er den, hvor grotesk det end kan lyde, at betragte som en nødstedt ven, der er der for at fortælle dig, at der er noget i dit liv, du skal tage alvorligt nu. Der er noget du har forsømt i forhold til dig selv. Depressionen er en invitation til at undersøge, hvad det er, og hvordan du kan udbedre den fortræd du indtil nu har gjort dig selv ved ikke at være lydhør over for dine dybere behov og følelser. Det kan du selvfølgelig gøre i terapi, og hvis du er meget nedtrykt og deprimeret er det nødvendigt. Er du imidlertid blot gennemsnitligt mellemfornøjet eller har en enkel tung dag, så kan en løbetur være nok til at genfinde kontakten til dig selv.

Jeg kom som sagt til at tænke på det her under dagens løbetur, fordi jeg oplevede, hvordan jeg her genfandt kontakten til mig selv. Jeg havde inden løbeturen mærket træthed og tunghed i kroppen (som har siddet i mig hele dagen). Havde diskussioner med mig selv om at komme afsted. Kom dog heldigvis afsted og mærkede så pludselig undervejs, hvad der lå gemt under trætheden og tungheden: jeg var vred og irriteret. Lige pludselig….vupti… bliver min hjerne klar, og jeg mærker mine følelser. “Skønt”, og “nåh ja…selvfølgelig”, “fedt”, “fedt at mærke følelserne, i stedet for træthed og tunghed”.

Så dagens motto herfra lyder: “Løb en tur og mærk dine følelser”

At gøre det der er godt for DIG

Det lyder selvfølgeligt og for nogle ganske enkelt. Nogle vil respondere: Jamen, hvad så med de andre? Det er en indre stemme, jeg kender. Mit svar dertil er dog med tiden kommet til at lyde: jamen, det behøver jo ikke at være på BEKOSTNING af de andre, at man gør det, der er godt for én selv. Det kan godt være, at det vil stride mod andres forventninger og andres behov, men det er jo DERES ansvar, at gøre det, der er godt for DEM. Det har været en rejse for mig at komme dertil, at gøre det, der bedst for mig, og er det stadig indimellem. Første skridt overhovedet er at MÆRKE, HVAD der egentlig er godt for mig. Det er nemlig ikke altid nødvendigvis ligetil. Dernæst er skridtet så at GØRE det, der er bedst for mig. Dét kan være grænseoverskridende og fyldt med frygt og angst for konsekvenserne. En lang historie kunne skrives om, hvad det er der gør, at noget umiddelbart enkelt kan forekomme næsten helt uoverstigeligt. Det vigtigste NUer at GØRE trods alle bange anelser. Men hvad kan være en støtte, når man står dér og skal gøre  noget nyt og anderledes: at vælge sig selv til fordel for andres forventninger og behov? For mig har det været at udvikle det indre gode forældreskab. Det forældreskab, der giver mig selv støtte i at mærke MINE behov, at anerkende dem ligesom de er, også selvom de kunne være barnlige (det er de nemlig tit), beskytte mig, opmuntre mig, ja være der for mig som en hvilken som helst god forælder er der for sine børn, lige præcis som børnene har brug for det. Kender du til det svære i at vælge DIG og i givet fald, hvad gør DU for at overvinde den frygt, der kan være forbundet med det?

Jeg tror på, at idet du gør det, der er godt for dig, giver du friheden til andre til at gøre det, der er godt for sig, så der er ingen grund til at holde dig tilbage