Livsbevidsthed – om at være tilstede i sit liv

Du synes du har al mulig grund til at være lykkelig indeni, men…

lykkefølelsen udebliver. Du har hvad du har brug for, et godt job, en god familie, gode venner, og alligevel er det som om, der er noget der mangler. Er det noget du kender?

Den norske psykolog Anne-Lise Løvlie Schibby beskriver i sin bog, Livsbevidsthed om netop dette eksistentielle dilemma, og skelner mellem det, hun kalder essens og eksistens.

Om dette skriver hun, at vi i vores kultur har så meget fokus på essens, at vi mister kontakten til det, der er eksistens. Om essens skriver hun, at det er:

det, der omfatter den materielle verden. Den omfatter, det vi gør, det vi har og den måde vi spejler os i hinanden på i forskellige sammenhænge.

Eksistensen beskriver hun – i forlængelse af den filosofiske skole eksistentialismen – er:

det, som omfatter de store eksistentielle temaer. Temaer, som vi bliver berørt af om vi vil det eller ikke vil det. om vi er bevidste om det eller ikke bevidste om det. Det er her spørgsmål som f.es.:

hvad er meningen med mit liv?

hvem er jeg egnetlig?

hvad sker der når jeg dør?

spørgsmålet: jeg har kun grund til at være lykkelig – hvorfor er jeg det så ikke?

- melder sig.

Anne Lise opfordrer os til i sin fine bog at lade os berøre. Stille spørgsmål. Tillade os at fordybe os i vore følelser, sansninger, oplevelser – også det svære i tilværelsen. Når vi gør det er det med til at skabe livstbevidsthed og skabe balance mellem essens og eksistens. 

Essens alene gør det ikke, mener hun sammen med hele den eksistentielle filosofi. Selvom den ligger som en overhængende fare, som vi kan fortabe os i. Fortabe os i til det hele føles meningsløst.

Når vi begynder at få fat i, at livet også er en flydende kilde af uhåndgribelighed. Følelser, stemninger, sansninger, tanker i øst, tanker i vest, lindrer det noget af det eksistentielle sår, som  det kan være f.eks. at mærke dødsangst, meningsløshed.

Kilden, eksistensens kilde kan være forsvundet under murbrokkerne, mens du har travlt med at opbygge dit essentielle liv, men kan sagtens komme til at risle igen: Stil spørgsmål. Tillad dig selv at turde stille spørgsmål. Turde mærke, føle, sanse. Fordyb dig i det, der gemmer sig bag det umiddelbare og hav tillid til de svar, der er i dit liv. Dit individuelle liv. Dit liv alene. Delagtiggør evt. en person, du har tillid til. Del og drøft livet på godt og ondt, og mærk, hvor det fører dig hen. Mærk din eksistens og bliv livsbevidst. 

Kh Charlotte

Dit indre ø-liv

Nu er de alle sammen rejst ud på en ø. Hele folketinget er rejst til solskinsøen Bornholm og har lagt de vanlige omgivelser bag sig for en stund. Det får mig til at drømme. Drømme mig på ø-ferie – om det i det danske, det græske eller et helt tredie sted. Der er bare noget ved øer. Nogle gange er muligheden der bare ikke lige. Jeg kan ikke bare lige stikke af. Må i hvert fald – i bedste fald – vente til jeg har ferie, og en invitation er da slet ikke noget, jeg skal satse på. Kun blive meget positivt overrasket, hvis den skulle dumpe ind til mig. Og det skulle jeg blive. Ingen tvivlt om det.

Jeg véd det ikke er at sammenligne, men i stedet for at gå og vente, kan jeg lave nogle små øer for mig selv. Nogle øer, hvor jeg kan stikke lidt af fra hverdagen. Stikke af fra hverdagens rutiner, vaner og vante rammer.

Det er godt nemlig godt at mærke hver dag, at der findes andet. At der findes heller, hvor der er luft, frit udsyn, ingen forpligtigelser, frihed. At der findes sådanne små øer i hverdagen. Synes du ikk’? Eller hvordan er det i dit liv? Får du ikke lige lavet det åndehul til dig selv, hvor du bliver tanket op? Sørger du for det? Eller går du og venter til det bliver ferie? hæsblæser derudaf indtil da?

Jeg mener bare: der er ingen grund til at vente. Gør det nu. Det kan du godt – og det er godt. Godt for dig, dit helbred, dit humør, dit forhold til omgivelserne. Men det véd du sikkert

Du får lige en lille øvelse, som kan hjælpe dig på vej – ud på din indre ø. Og ja, du skal meditere. Dette er en lille øvelse, som alle kan praktisere, og der er intet hokus pokus ved det. Meditation er i dag en anerkendt metode til at opnå større ro, koncentrationsevne og evne til at håndtere stress. Naturvidenskaben kan idag bevise, hvordan vi kan omprogrammere vores biologi positivt ved daglig meditativ praksis. Og det er ikke så svært. Øvelsen kommer her. Go’ fornøjelse!

De fjollede følelser

Hvordan har du det med dine følelser? Hvordan omtaler du dem? Hvad siger du til dem? At de skal forsvinde? Hører du dig selv sige: “Det er jo også fjollet at ha’ det sådan, at føle sådan, når jeg nu godt véd…? Eller hvordan er dit forhold til dine følelser?

Én ting er helt sikkert: Hvis du fortæller dig selv, at dine følelser er fjollede – så bliver de fjollede. Og ikke bare fjollede, men besværlige, uregerlige, hæmmende, måske endog så ondsindede, at de spænder ben for det gode liv. Det gør de, hvis de  bliver ignoreret, tilsidesat, skændet på, kritiseret.  Det kan de ikke li’, og de bliver ved og ved og ved som et duracell batteri med at køre rundt med dig som en kanin i manegen indtil du har fattet deres budskab. De vil høres, de vil respekteres, vil tages hensyn til. De vil have nærvær fra dig. Jeg lover dig: ligeså længe, du ikke giver dem det, vil de gøre livet surt for dig.

Er det sådan det er med følelserne i dit liv? Gør de det surt for dig? Har I svært ved at forliges? Hvor lang tid er det, at I har levet som hund og kat med hinanden? Er det nu på tide, at I begynder at lære hinanden at kende, begynder at stifte fred med hinanden, så I kan få noget go’ tid sammen? Så du kan få det godt.

Det er heldigvis aldrig for sent, så I kan nå det endnu, men det er dig, din vilje, der må tage teten, og gøre alvor af det, hvis det skal være. Véd du det? Er der egentlig noget, der forhindrer dig i at starte i dag? Nå, ikke? Så prøv med at øve dig i at være nærværende overfor det, der sker i dig:

Lige nu, da du har læst dette…mærk…hvordan er der i dig? Hvordan er det at være dig…lige nu. Mærk det…uden at censurere. Du må være glad. du må være vred. Du  må være ked af det, irriteret, bange, opløftet…lige meget hvad. Du er som du er, har det som du har det, som du har det lige nu. Du må være lige det, du er. Hvordan er det? Må du være det for hele dig? Måske kommer der alligevel en censur indover….det kan dine følelser ikke li’, men måske er det sådan det er. Må det være sådan? Kan du acceptere det? Hvordan er det? Hvad må være der, hvor bliver der censureret? Acceptér, at det er lige som det er lige nu, og jeg lover dig, dine følelser kan li’ det. De vil langsomt, hvis du begynder at hellige dem den opmærksomhed, den tid, den accept, de har brug for, begynde at falde til ro, og begynde at sætte positive spor i dit liv. Når først de har vænnet sig til den nye situation (den skal de selvfølgelig vænne sig til. Kan det virkelig passe? – vil de måske til at starte med, spørge sig selv. Bliver vi virkelig lyttet til? Må vi virkelig være her?), vil de begynde at falde til ro og blive medspillere i stedet for modspillere i dit liv.

Jeg spørger én gang til: er der noget, der forhindrer dig i at starte i dag? God fornøjelse!

P.S. hvis det føles svært og meget uvant at skulle til at være gode venner med de svære følelser, som du altid har ønsket et sted hen, hvor en vis herre bor, så er der selvfølgelig hjælp og støtte at hente hos en god terapeut, som kan lette de tungeste skridt, der må tages. Men jeg lover dig: det bliver lettere, løfter dit selvværd, øger din livskvalitet - under alle omstændigheder - når du stopper med at nedgøre dine følelser, nedgøre dig.

Yoga-time

Så er vi igang igen. Ihh…hvor har jeg glædet mig. Min søde yogalærer, Marianne har tilladt sig at holde ferie i en hel måned, og er jeg lige blevet stiv i krop og lemmer på den måned? Ja, for jeg har jo ikke praktiseret derhjemme, som jeg havde forestillet mig, at jeg ville.
Jeg ligger på måtten i starten af timen, og mærker hurtigt velværet indfinde sig i og med, at bevidstheden rettes mod krop og åndedræt. Blot et fokuseret tilstedevær i kroppen er nok til at følelsen i kroppen langsomt forander sig. Kroppen virker blødere, åndedrættet bliver roligere. Vi har intet andet gjort end at rette vores opmærksomhed mod kroppen og åndedrættet, og det vi mærker dér. Det i sig selv er forandrende. Det er så fascinerende, at det ikke skal forklares. Det er bare sådan.
Krop og sind indstiller sig stille og roligt på de positioner og stræk, som den skal ind i. Alt foregår som én lang, kraftfuld og organisk bevæglese fra liggende til siddende, til stående, tilbage til siddende og slutteligt til liggende i total afslapning. Ahh…hvor var det dejligt at være tilbage. Tak for idag, Marianne. Ses igen i næste uge

Indsendt af Charlotte Skaaning kl. 13.48 0 kommentarer

//

Når utilfredsheden nager

Du har det hele – næsten. Du tænker, at du jo egentlig kun har grund til at være glad og tilfreds, -og alligevel er du det faktisk ikke. Det er som om dine fordringer ingen ende vil tage, og at du ligeså hurtigt, som du får stillet én sult er på jagt efter at få stillet en ny sult. Kender du det?

Så er det måske tid til at kigge indad. Måske er du drevet af en indre sult, som du forsøger at tilfredsstille med noget ydre: nyt hus, nyt job, ny mand, ny kjole, nye venner. Du er drevet af en evig trang til nyt og forandring. Er det tilfældet, så er der noget i dig, der forbliver utilfredsstillet lige indtil du begynder at undersøge, hvad det på et dybere plan er, der driver dig. Utilfredsheden har noget den vil “fortælle” dig, hvis du vil lytte til den.

Den er måske så uvant med at blive lyttet til. Dér er det vigtigt at skabe nogle rammer for sig, som byder den velkommen. Det kan selvfølgelig gøres i terapi (og kan være nødvendigt, hvis dit indre liv er slumret så meget hen, at der er behov for professionel assistence til at vække det til live).

Under alle omstændigheder er der nogle betingelser, der gør sig gældende for at få kontakt med sit inderste. Vi skal have fat i nogle værdier, som er fremmende for en sådan proces. F.eks er det fremmende at:

Dyrke det langsomme liv

Dyrke det kreative liv

Være nærværende i sit liv

Bruge sin intuition

Afsætte tid til fordybelse

Meditere

Danse

Bruge tid i naturen

Det er alt sammen med til at gøde dit indre liv. Ligesom gødning virker på en plante, vil dit indre begynde at udvikle sig. Dine anstrengelser vil blive belønnet med nye indsigter og anvise nye veje i dit liv. Der er forandring undervejs. Tilfredsheden vil langsomt erstatte utilfredsheden.

Fokus på det der virker

Terapi er at gå bagud, kigge bagud. Det er at bearbejde det, der ligger bagud – traumatiske og smertefulde oplevelser, der er foregået i fortiden. Men terapi er også at kigge fremad. Det er også at kigge på det, der virker, det der er godt, og det, der er at bygge videre på..

Kender du til det at hænge fast i det gamle, smertefulde, så er det vigtigt at få arbejdet med det, få blødt det op, men det er også vigtigt at komme videre. Du skal til at kigge dig om efter et nyt og mere frugtbart sted i dig selv, hvorfra du kan orientere dig i livet. Det sted findes i dig. Det er det sted i dig, hvor tingene trods alt fungerer, er gode, dér hvor drømmene er, passionen, det rolige og harmoniske sted i dig. Det findes, måske kun som en lille undselig prik. Men det er der. Med støtte fra en god terapeut kan det sted udvides og få mere fylde i dit liv. Du kan selv begynde at blive mere fortrolig med det. Prøv f.eks. denne lille øvelse. Giv den 10 – 15 min:

Sæt dig et roligt sted med lukkede øjne. Du skal nu vende blikket indad mod dig selv i stedet for ud mod verden omkring dig. Tag et par dybe vejrtrækninger – ånd ind gennem næse, ud gennem munden. Lad herefter åndedrættet arbejde helt i sit eget tempo. Observer det nogen tid uden at ændre på det. Blot observer og fokuser på det. Er det harmonisk, uharmonisk, roligt, uroligt – så lad det være lige som det er. Intet er forkert, intet er rigtigt. Åndedrættet ER, og det er OK uanset hvad. Brug den tid, som DU finder passende på åndedrættet, og bevæg dig så med dit indre fokus ud eller ind til det sted i din krop, hvor der er stilhed. Et hvilket som helst sted. Stort som lille. Et sted, hvor der er helt stille og roligt i dig, I din krop. Bliv med dit fokus på det sted et stykke tid. Når du synes, du er klar, så forestil dig nu, at du på en indånding trækker energi ind i det stille sted i dig. På udåndingen (som nu også foregår gennem næsen) lader du stilheden fra stedet sive ud i resten af din krop. Er der steder i kroppen, som har særlig brug for stilhed, ro, så træk det derhen. Hele kroppen, afgrænsede steder i kroppen. Gør det, der giver mening for dig. Fortsæt med det så længe det virker rigtigt for dig. Når du synes, det er tid til at stoppe forbliver du siddende et stykke tid endnu med lukkede øjne. Mærk sin krop, hele din krop. Hvordan er den nu? Hvordan er det at “bo” i din krop? At være i den? Bliv ved den, accepter den – ligesom den er. Lige Nu. Vend stille og roligt tilbage til din hverdag igen.

Lykken er

Kernesunde millionøser tilbyder lykke til alle. Er det svært at sige nej til? Ja, ikk’? Sundhed, skønhed og rigdom er det ikke, hvad vi alle stræber efter? Jeg gør i hvert fald, og har gjort det hele mit liv, tror jeg.

Man skulle mene, at jeg snart har nået målet (her, hvor jeg befinder mig midt i mit liv). Men der er selvfølgelig ikke nogen, der siger noget om nogen tidsramme for, hvornår man kan forvente at målet er nået: du er lykkelig den og den dato. Din passion kan du nå at realisere på 4 uger iflg. Pernille Melsted, men lykken…er der nogen der har sat en tid på den? Jeg spørger bare.

Jeg véd ikke om jeg behøver at vide det, selvom jeg godt nok har stræbt og stræbt, og til stadighed oplever at der bliver ved med at være  et umætteligt punkt inde i mig, der tilsyneladende aldrig bliver tilfreds/lykkelig: har jeg fået det jeg drømmer om, nyder jeg jo knap nok det, fordi jeg allerede er på vej til at mætte næste sult. Lidt ligesom et barn i en legetøjsbutik, der har fået øje på alt det, man kan få, og derfor da aldrig igen kan tage til takke med det beskedne ønske, han gik ind i forretningen med. Lige sådan kan jeg få det ved at blive præsenteret for alt det, som jeg bare lige skal gøre for at blive lykkelig. Hvor bliver jeg træt, aldrig tilfreds og kun lidt til stede i mig selv.

Dybest set, er det jeg vil have, det samme som et barn vil have: nærvær. Men hvordan er der tid til nærvær med alt det, jeg skal gøre for bare at komme i nærheden af lykken. Et barn bliver ikke (i hvert fald ikke sålænge det har sin uskyld og sit rene barnesind i behold) lykkelig af at være sund, smuk eller rig. Bliver ikke lykkelig af de voksenøjne, der kun vil se et veltilpasset, smukt og sundt barn. Et barn bliver lykkelig af nærværende voksne, der rummer barnet på godt og ondt, og som kan se skønheden i det skæve, og kan rumme det uperfekte. Det er barnets lykke, og når alt kommer til alt, også min: at kunne rumme mig selv i al min brogethed og uperfekthed.

Jeg kan blive inspireret af de kernesunde tanker og idéer, men jeg skal passe på med at blive forblændet, for i forblændelsen mister jeg kontaktne til mig selv.

Eftertanke

Self-reflection is a desire felt by the body as well as the soul. As dancers, healers, and saints all know, when you turn your attention toward even the simplest physical process – breath, the small movements of the eyes, the turning of a food in midair – what might have seemed dull matter suddenly awakenes. – Susan Griffins, The Book Of Courtesans

Haveterapi

Jeg er gået agurk i haven. Jeg er for nylig begyndt at opdage havens lyksaligheder. Jeg har været ejer af en sådan i flere år, men har ærlig talt aldrig rigtig vidst, hvad jeg skulle gribe og gøre i – selvom der har været rigeligt at gå i gang med. Jeg kommer godt nok fra en familie af have – interesserede, men interessen har ligesom aldrig bidt på mig – før nu.

Jeg har opdaget en egen tilfredsstillelse ved at gå rundt derude med fingrene i jorden og rumpetten i vejret. Jeg har fundet ud af, at der er en tilfredsstillelse ved det rent fysiske, at mærke kroppen arbejde. Jeg har fundet ud af, at jeg bliver glad helt ned i maven, når den krydrede og tætte duft af den våde jord finder vej til mine næsebor. Det kommer efter nogen tid derude. Så begynder sanserne at vågne. Duftene tager til i styrke og spiller i forskellig styrke som et helt symfoniorkester. Herligt! Jeg får jordforbindelse, og kommer i dybere kontakt med mig selv.

Om noget, så er haven jo et laboratorium for udvikling og vækst. Jeg frydes over den mindste spirre, der kommer af de frø, jeg har sået og glædes over de første knopper, min rose sætter. Der er både til sjæl, krop og sanser i min have.

Nogen vil hævde, at haven kan erstatte terapi i traditionel forstand? Jeg har mine tvivl, men er dog overbevist om, at de dybe spadestik, vi gør i haven, har en terapeutisk effekt og fremmer/støtter arbejdet i en terapeutisk proces. Men om det kan stå alene, lader jeg stå åbent til jeg har læst mere Signe Wenneberg om haveterapi. Det vil bl.a. hun nemlig hævde. Glæder mig til at læse mere herom

Linjer fra Wennebergs bog skrevet af Karen Blixen i bogen Mit livs mottoer og andre essays, 1965 – om vor civilisations udvikling væk fra den nære kontakt med elementerne:

Vor tilstedeværelse er gennem vor anvendte viden blevet lettere, vi undgår meget arbejde og besvær. Men ved at sætte vor kraft ind på at undgå frem for at opnå, kan vi komme til at stå med mindre slidte og medtagne hænder, men med tomme hænder.

Her kan du hente noget af det tabte tilbage i din have og få hænderne fulde igen – fulde på den gode måde – vel og mærket!

Forglem mig ej og zen

En lille fin blomst, der netop nu er på retur for i år. Men: forglem mig ej, siger den til os, der beundrer den, som om den kunne være bange for at det skulle ske, inden den igen dukker op næste år ved samme tid. Måske med god grund, idet det flor, der følger efter den de næste måneder, set fra dens synsvinkel, må være svært at hamle op med med den liden størrelse og sarte couleur.

Man må gøre sig umage for ikke at komme til at overse den, men når først man virkelig har set den, så er den – Ej at forglemme.

Jeg kommer til at tænke på den sarthed, vi hver især bærer indeni os, når jeg kigger på min lille blomst. Den sarthed, som jeg tror på, at vi alle bærer indeni os, i større eller mindre grad. Den sarthed, som mange af os kommer til at overhøre og ignorere, fordi vi har så travlt med at gøre i vores liv. Gøre i stedet for at være. Vi må også gøre os umage for at bevare kontakten til dette sted i os. Et sted der kan synes som ingenting. Men et sted som, hvis vi giver det opmærksomhed og interesse, belønner os med nye indsigter og en dybere følelse af meningsfuldhed. Den norske psykiater Finn Skåderud skriver i én af sine bøger, at:

Når du rører ved hjertets tomhed

Så blomstrer det i ørkenen

For mig bliver det til, at hvis vi kigger på noget, som ikke umiddelbart synes af noget, så indeholder dette umiddelbare ingenting en skønhed og berettigelse på jorden, som vi ikke kendte til, før vi gav det opmærksomhed - en skønhed som den lille blomst, der dækker forårets golde jord med sit blålilla flor.