Lav det du gør

Jeg har kastet mig over endnu en selvhjælpsbog (amerikansk ovenikøbet). Indrømmet, jeg har en svaghed her, men står fuldt og fast ved den. Bogen jeg er i gang med handler om lykke: PROJEKT LYKKE. Læs evt. mere her.

Det jeg lige nu bliver optaget af, er Gretchen Rubins betragtninger omkring vores passions-dyrkelse. På sin blog har hun spurgt læserne, hvad deres passion er, og rigtig mange viser sig at have svært ved at besvare dette spørgsmål. I de svar, som hun får, er der en tendens til blandt de adspurgte, at deres passion mere er beskrevet som noget, der optræder i deres bevidsthed som en forestilling om noget, end som en praksis i deres liv. Hun foreslår, at hvis vi virkelig gerne vil have fat i, hvad der reelt er vores passion (og ikke bare forestillingen om én), skal kigge på det vi allerede gør. Hun påpeger, at vi ved at undersøge vores faktiske adfærd får et mere reelt fingerpeg om, hvad vores passion er, end de forestillinger vi laver om os selv, giver.

Det her klinger fuldstændig ind i mig på den måde, at jeg lever i en forestilling om en passion mere end i en bevidst dyrkelse af en passion. Min forestillings-passion er: 

“engang når jeg……- så skal jeg MALE igen…”

Igen og igen spørger jeg mig selv, hvorfor jeg ikke bare går igang. Hele udstyret står og venter på mig, men der sker ingenting. Lærrederne forbliver blege og ensomme i hjørnet af værelset i deres venten på mig.  Og min indre kunstmaler vedbliver at være mere en fantasifigur end et menneske (mig) af kød og blod. Forestillingen om det at male som min passion er og bliver en forestilling – lige nu.

Når jeg lige nu må konstatere dette, er det fordig jeg bliver bevidst om, at der bare er noget, der trækker mere i mig. Noget der trækker, så jeg i praksis gør noget andet end at dyrke det, jeg forestiller mig er min passion. Dét andet er bøger, ord, læse, skrive – og i særdelshed i genren, der har med udvikling, kreativitet, musikalitet, spiriualitet at gøre. Stakkevis af bøger (og her kommer jeg lige til at tænke på hende her ) – altid i gang med flere endog mange på én gang. Bøger at læse og bøger at skrive i. Der er ligesom noget med ord, der bare melder sig igen og igen, og som jeg MÅ, ikke kan lade være med at gå hen til. De trækker bare mere i mig end staffeliet og malebøtterne gør. Og det er vel egentlig sådan det er med passion. Du kan ikke lade være! Så min passions-praksis lige nu: ORD

Forskning viser iflg. Rubin, at det at prioritere noget, som man føler lidenskabeligt for, giver lykke-løft, så mon ikke lige jeg skal til prioitere det jeg laver (min passions-praksis) i stedet for at passe den ind i de små ledige øjeblikke, samtidig med at jeg tænker, at jeg skal noget andet (male). Mit fortsæt er at prioritere at lave, det jeg gør. Det er hermed gjort. Og lykkelig nu? Ja, jeg kan faktisk mærke lykkefølelsen, når et punktum er sat. Lige nu:-)

Hvad er i øvrigt din passion?:-)

Hildegard

 

En roman, der kan meget

- poetisk

- historisk

- psykologisk

Her vil jeg især tillægge den en værdi som et studie udi særlig sensivitet

Kan varmt anbefales!

Haveterapi

Jeg er gået agurk i haven. Jeg er for nylig begyndt at opdage havens lyksaligheder. Jeg har været ejer af en sådan i flere år, men har ærlig talt aldrig rigtig vidst, hvad jeg skulle gribe og gøre i – selvom der har været rigeligt at gå i gang med. Jeg kommer godt nok fra en familie af have – interesserede, men interessen har ligesom aldrig bidt på mig – før nu.

Jeg har opdaget en egen tilfredsstillelse ved at gå rundt derude med fingrene i jorden og rumpetten i vejret. Jeg har fundet ud af, at der er en tilfredsstillelse ved det rent fysiske, at mærke kroppen arbejde. Jeg har fundet ud af, at jeg bliver glad helt ned i maven, når den krydrede og tætte duft af den våde jord finder vej til mine næsebor. Det kommer efter nogen tid derude. Så begynder sanserne at vågne. Duftene tager til i styrke og spiller i forskellig styrke som et helt symfoniorkester. Herligt! Jeg får jordforbindelse, og kommer i dybere kontakt med mig selv.

Om noget, så er haven jo et laboratorium for udvikling og vækst. Jeg frydes over den mindste spirre, der kommer af de frø, jeg har sået og glædes over de første knopper, min rose sætter. Der er både til sjæl, krop og sanser i min have.

Nogen vil hævde, at haven kan erstatte terapi i traditionel forstand? Jeg har mine tvivl, men er dog overbevist om, at de dybe spadestik, vi gør i haven, har en terapeutisk effekt og fremmer/støtter arbejdet i en terapeutisk proces. Men om det kan stå alene, lader jeg stå åbent til jeg har læst mere Signe Wenneberg om haveterapi. Det vil bl.a. hun nemlig hævde. Glæder mig til at læse mere herom

Linjer fra Wennebergs bog skrevet af Karen Blixen i bogen Mit livs mottoer og andre essays, 1965 – om vor civilisations udvikling væk fra den nære kontakt med elementerne:

Vor tilstedeværelse er gennem vor anvendte viden blevet lettere, vi undgår meget arbejde og besvær. Men ved at sætte vor kraft ind på at undgå frem for at opnå, kan vi komme til at stå med mindre slidte og medtagne hænder, men med tomme hænder.

Her kan du hente noget af det tabte tilbage i din have og få hænderne fulde igen – fulde på den gode måde – vel og mærket!

Forglem mig ej og zen

En lille fin blomst, der netop nu er på retur for i år. Men: forglem mig ej, siger den til os, der beundrer den, som om den kunne være bange for at det skulle ske, inden den igen dukker op næste år ved samme tid. Måske med god grund, idet det flor, der følger efter den de næste måneder, set fra dens synsvinkel, må være svært at hamle op med med den liden størrelse og sarte couleur.

Man må gøre sig umage for ikke at komme til at overse den, men når først man virkelig har set den, så er den – Ej at forglemme.

Jeg kommer til at tænke på den sarthed, vi hver især bærer indeni os, når jeg kigger på min lille blomst. Den sarthed, som jeg tror på, at vi alle bærer indeni os, i større eller mindre grad. Den sarthed, som mange af os kommer til at overhøre og ignorere, fordi vi har så travlt med at gøre i vores liv. Gøre i stedet for at være. Vi må også gøre os umage for at bevare kontakten til dette sted i os. Et sted der kan synes som ingenting. Men et sted som, hvis vi giver det opmærksomhed og interesse, belønner os med nye indsigter og en dybere følelse af meningsfuldhed. Den norske psykiater Finn Skåderud skriver i én af sine bøger, at:

Når du rører ved hjertets tomhed

Så blomstrer det i ørkenen

For mig bliver det til, at hvis vi kigger på noget, som ikke umiddelbart synes af noget, så indeholder dette umiddelbare ingenting en skønhed og berettigelse på jorden, som vi ikke kendte til, før vi gav det opmærksomhed - en skønhed som den lille blomst, der dækker forårets golde jord med sit blålilla flor.

Angsten for døden

Kender du til det at stå midt i livet og så småt får øje på, at der et sted derude er en grænse, som ikke er til at komme uden om. Uhh…ha den har vist sig ved forskellige lejlighder i mit liv i de senere år, hvor jeg hastigt nærmer mig de 50 år (der er et år endnu) men det er fuldstændig ubegribeligt. Det meste af tiden føler jeg mig jo som en ung pige med livet liggende foran mig. Et liv kun til at erobre med stor vellyst. Hvor irriterende…den der kradsen i det søde liv, som ikke vil lade mig i fred. Den har i stadig højere grad taget plads klods op og  ned ad mit ellers sorgløse liv, som er – indrømmet – blevet mindre sorgløs. Paradoksalt nok er det (livet) imidlertid ikke blevet mindre skønt af den grund – snarere tværtimod. Des mere jeg tager min dødelighed, forgængelighed på mig – erkender den, desto mere intens og mere værdifuldt oplever jeg det. Det satans liv  Det bliver så meget mere facetteret.

Den amerikanske psykoterapeut og forfatter Irvin Yalom skriver i sine bøger om de eksistentielle dilemmaer i livet. Han beskæftiger sig især med døden som det ultimative dilemma. Ved at se på den, erkende og mærke, hvordan vores dødelighed til tider river og flår i os, står vi med et kæmpe potentiale for at bringe andre dimensioner, større dybde og mere autenticitet ind i vores liv. Han taler om en eksistentiel opvågnen som en følge af at se døden i øjnene.

Kærligheden er ikke for sarte sjæle – som navnkundige Kristen Bjørnkjær engang skrev – ej heller er livet. Måske kommer det ud på ét!!?

Kommentar til indlæg om at gøre det, der er godt for DIG

DET VAR DÉT, JEG FORSØGTE AT SIGE MED MIN AFSLUTNINGSKOMMENTAR I INDLÆGGET:

Nelson Mandelas indsættelsestale, 1994:

Vores dybeste frygt er ikke, at vi ikke kan slå til

Vores dybeste frygt er, at vi er kraftfulde udover alle grænser

Det er vores indre lys, ikke vores skygge, der skræmmer os mest

Vi spørger os selv: hvem er jeg at tro, at jeg er fantastisk, smuk, talentfuld, begavet?

Men faktisk: hvem er du ikke at tro? Du er et barn af gud

Verden har ingen gavn af, at du gør dig mindre, end du er

Der er ikke noget smart ved at krympe sig for at andre ikke føler sig usikre omkring dig

Du er født til at manifestere den Guds herlighed, du bærer indeni

Det er ikke kun nogle, som har det i sig. Det har vi alle

Og når vi lader vores indre lys skinne, giver vi ubevidst andre lov til at gøre det samme

Når vi slipper fri af vores frygt, vil vores nærvær automatisk virke frigørende på andre