Hvad godt har du at sige om dig selv?

Hent mit spritnye nyhedsbrev om

• hvad godt der kan komme ud af at tænke og tale positivt om sig selv
• uhyrerne Egoist og Jante, der elsker at spænde ben for din positive udvikling
• hvordan du med en simpel øvelse kan lære at få fokus og virkelig mærke dine kvaliteter

En simpel livsregel er, at det vi gi’r fokus, er det, der bliver fokus. Og du kender det sikkert: Hvis du f.eks. skal et sted hen på ferie og glæder dig til det, bliver du pludselig opmærksom på andre der også skal derhen. Ja, du bliver måske pludselig opmærksom på, at alle tilsyneladende skal derhen. Sådan kommer det i hvert fald til at virke i din verden. Selvom det selvfølgelig slet ikke sådan. Men det bliver sådan for dig, fordi du har fokus lige dér. En lidt skræmmende tanke, eller hvad?

Ikke desto mindre: du kan bruge den indsigt – måske – til at gå op i mod f.eks. negativ tankegang om dig selv. Hvis det ellers er noget du kender til. Tankerne er kraft og magt, såvel de positive som negative. Hvis du har for mange negative kørende, vil du sandsynligvis også være plaget af konsekvenserne: lavt selvværd, tristhed, modløshed o.s.v. Du kan bevidst arbejde med dine tanker og i et vist omfang gi’ baghjul til de negative.

Har du lyst til det? Har du brug for det? Så hent mit nyhedsbrev og tilmeld dig her på siden.

Kh 

Charlotte

FB…Der er – også – en bagside af medaljen

http://www.facebook.com/psykologimagasinet#!/photo.php?fbid=292152187521903&set=a.138523479551442.28138.126945640709226&type=1&theater

Der er en bagside af medaljen…og jeg tænker FB som en medalje. En medalje der bidrager med vældig meget godt til vældig vældig mange mennskesker over hele kloden. FB er kommet for at blive som en måde, vi kommunikerer med hinanden på.

Det får mig til at tænke, når jeg læser om undersøgelsen, der er beskrevet i ovenstående link, at ja, som med alt andet kommunikation, som med alt andet interaktion må vi hver især gøre op med os selv om det bidrager positivt og kvalitativt til vores liv. Vi må gøre op med os selv, hvad der støtter og gør os godt og hvad der nedbryder os. Og justere os ind efter det.

Vi må tage alvorligt, og ikke underkende FB som en faktor i vores liv, der kan spille ind på vores selvværd – både positivt og negativt – på lige fod med meget andet i vores liv. For lidt og for meget, får jeg lyst til at sige. For som med så meget andet i livet, er kunsten at finde balancen. Sin helt personlige balance: hvornår er det godt og opbyggeligt for mig? Hvornår kammer det over, og bliver negativt og begynder at nedbryde mig. Læs: mit selvværd. Og når det er sagt, får jeg lyst til at understrege, at vi må tro på det, vi mærker. Ikke mindst, når vi mærker, at det bliver negativt. Vi må acceptere og anerkende, hvis det bliver for meget, lytte ind i os selv, tage ansvar for det og rette ind efter det. Og anerkende, at det er ok, at vi kan få det, som vi får det – også de negative følelser, dilemmaerne omkring FB. For de er der, som undersøgelsen viser – og jeg får lyst til at sige: Selvfølgelig!

FB er som platform for kommunikation og interaktion selvfølgelig for mange af os idag, og selvfølgelig støder vi ind i de samme kommunikative og følelsesmæssige dilemmaer, som vi kan støde ind i i andre interaktionsrum. Kan det være anderledes? Jég tror det ikke. Og det er OK. Der er forsider og bagsider ved alt. Alt er at anerkende, at de er der – begge sider: guldsiden og bagsiden. Det er der nemlig også guld i. Er min mening. Hører gerne din

Kh Charlotte

P.S. Der er også det der med at rette fokus ind på sine egne kvaliteter. Læs mere her

Bliver du så benovet over de andre, at du ikke ser roserne i dit eget bed?

- Og kunne du tænke dig at vide, hvordan du låser lågen op til din indre rosenhave og får øje på dens frodighed og farverigdom? …Så fortsæt bare læsningen…

En lille stemme gi’r lyd fra sig – inde mig. Jeg véd ikke, om det er foråret, solen, de lune vinde, men den siger:

- “Puds dine solbriller, og kom med ud og kigge. Kig på dien roser. Kig på dine roser. De står lige derude. Ikke i knop endnu. Men de er der. De er dine. Vil du have flere af dem? Vil du være med til at plante flere af dem?  Jeg vil så gerne. Vil du også? Du tror roserne er smukkere i de andres haver. Det passer ikke. Du kan få de smukkeste roser lige her, hvor du er. Du hár de smukkeste roser. Det eneste du skal er at kigge på dem. De venter på det. Venter på, at du gør dem betydningsfulde. For det er det, det handler om: Vil du gøre dem betydningsfulde eller vil du gøre de andres roser betydningsfulde? Det er det. Hvad vil du?” lyder den sarte hvisken inde fra sjælens kammer.

Og bliver så en smule skarpere i tonen:

-          ”Hvad vil du?”

Jeg hører den. Nu kan jeg høre den indre stemme, der har stået i vinterskyggen og stampet mod den kolde jord, men hvis lyde, jeg har haft svært ved at tyde.  OG jeg kan mærke det. Det er sandt OG det er en lettelse. Jeg behøver faktisk ikke at gøre alle mulige krumspring. Det hele ligger lige for. Mulighederne findes lige her. I min egen have. Lige udenfor mine vinduer. Om jeg kigger mod nord, syd, øst eller vest. Det er kun op til mig at få øje på det. Hvor svært kan det lige være? Hvor svært kan jeg lige gøre det for mig selv? For ved Gud, livet bliver besværligt af at foregøgle mig: hvis bare… eller naboens roser er også meget smukkere end mine, græsset er grønnere derovre o.s.v. Jeg kan mærke det bli’r besværligt. Den har ret, den lille sjælestemme. Det findes lige her og nu. Det er kun et spørgsmål om at gøre det betydningsfuldt. Ikk’?

Kender du det? Kender du det, at du ikke ser roserne i din egen have, ser dit eget guld af bare benovelse over, hvad de andre har, hvad de andre kan, hvad de andre gør?

HVIS -  jeg anbefaler: Puds solbrillerne og vend blikket ind. Ind mod dig selv, ind i din egen rosenhave –  og led. Her og nu. For det er der, det er, det, du leder efter. Om det er rosenknopper, guldklumper, underjordiske skatte. Det venter bare på, at du begynder at lede efter det, at du begynder at gøre det tilstrækkeligt betydningsfuldt.

Det er nemlig dét, der er nøglen: at

det vi GØR betydningsfuldt er det der BLIVER betydningsfuldt..  

Hvis du kun gør de andres rosenbede betydningsfulde, så bliver de også betydningsfulde. Men hvis du begynder at gøre dine egne rosenbede betydningsfulde. Begynder at pleje og nurse om dem, så får de værdi. Det er faktisk helt op til dig og de øjne du ser med. Ingen andre. DIG. Det er dig, der vælger, hvilken nøgle du vil dreje på.

Det lyder enkelt. Og jeg véd, at det kan være svært.  Men alternativet er sværere, så jeg har valgt. Er du i tvivl om mit valg? Hvad med dig – har du egentlig taget dit valg? Og hvad vælger du?

Kærlig hilsen

Charlotte

P.S. Måske er Selvværdsrevolution noget for dig

Jeg elsker dig

Kan du sige det til dig selv, og mærke, at du mener det?

Når vi holder af os selv bliver vi mindre afhængige af, at andre gør det.

Det er dejligt at være holdt af, og det er noget vi alle har brug for. Det gør os levende og vitale og får os til at føle os værdifulde. Det er helt basalt. At det er sådan det er med os mennsker.

Nogle gange sker der imidlertid det ulykkelige, at vi bliver så afhængeige af, at andre mennesker holder af os, at vi bliver hæmmede og begrænsede i at leve vores liv tilfredsstillende. Med tilfresstillende mener jeg: vi bliver kede af det. Vi bliver nervøse og urolige. Vi bliver jaloux og kontrollerende i forhold til den, hvis kærlighed vi har gjort os afhængig af. Afhængigheden af at andre holder af os kan have vidtrækkende konsekvenser, og kan spolere vores trivsel.

Det kan være en meget blind cirkel at være i, hvis først man er havnet der. Det kan være meget svært at se sig ud af den igen. Og den eneste vej ud er forestillingen om, at når bare der kommer tilstrækkelig kærlighed, tilstrækkeligt med beviser på, at kærligheden er tilstede, så…..så bliver jeg rolig. så bliver jeg glad. så er jeg ikke jaloux mere.

Men det er en forestilling. Og forestilling forbliver forestilling. For ingen, ingen overhovedet vil nogensinde kunne være der tilstrækkeligt i forhold til den dybe længsel, som afhængigheden i virkeligheden har rod i. Ingen udover én selv. Den enste overhovedet der vil kunne lindre den længsel er én selv. Og det kan være svært at få øje på, mens man står midt i den onde cirkel. Selvhad, skam og selvfornedredelse er nemlig en cocktail der går hånd i hånd med afhængigheden af kærligheden. Så forstillingen om, at man skal kunne holde af sig selv, ja ligefrem elske sig selv, ligger langt gemt væk. Er nærmest umulig.

Ikke desto mindre. Det er det, der virkeligt lindrer den, der længes i hjertet efter en kærlighed, der bliver og ikke opgi’r. Den findes i os selv. Første skridt er at lære forestillingen om selvkærlighed at kende. At den er mulig. Med den kan vi langsomt begynde at lade den holdning til os selv tage over istedet for den uelskelige holdning. Med spæde skridt, men skridt, der fører ind i en ny selvforståelse, en ny verdensforståelse. Skridt der bryder med den onde cirkel.

Er du i den onde cirkel, hvor afhængighed af kærlighed hæmmer din trivsel og du plages af ukærlige holdninger til dig selv? Er der en cirkel, du trænger til at bryde ud af? Hvis du har brug for at optimere kærligheden til dig selv, bryde gamle mønstre og vaner kan du tilmelde dig mit nyhedsbrev. Her modtager du konkrete værktøjer og metoder til at skabe positiv forandring i dit liv. Du kan tilmelde dig her på siden.

God (selvkærlig) weekend!

Kærlig hilsen Charlotte

 

Indre holdninger

- der forhindrer os i at stå ved os selv lige som vi er:

1. Vi tror, vi bliver nødt til at argumentere, bevise og forklare for at legimitere, at vi er, som vi er, at legimitere reelle følelser og behov
2. Vi er bange for ikke at blive holdt af, at blive ekskluderet, hvis vi viser og står ved os selv, som vi virkelig er
3. Vi betvivler og underkender os selv, og har ikke taget vores værd, som det unikke væsen vi er, til os

Noget du kender? Hent de tre fif til at bryde med mønstret, og lær at blive hørt, mødt og respekteret i dine omgivelser. Det kan lade sig gøre, og du, kun du, står med nøglen dertil. Læs om dette i mit seneste nyhedsbrev. Det kan du tilmelde dig til højre her på siden.

Kærlig hilsen

Charlotte

Guldkorn til en bedre verden

Det var det, jeg tænkte, da jeg læste en kommentar til forrige indlæg  fra i går. Det er Lise, der fortæller om, hvordan det bliver nemmere at tolke og forstå andre positivt i takt med, at hun får en mere positiv oplevelse af sig selv.

For hendes vedkommende har det handlet om at få en merre positiv oplevelse af det at være sensitiv og indfølende.

Kvaliteter som ofte havde været til gene og besværligt, men i takt med at hun begynder at acceptere og anderkende disse kvaliteter som sider i sig, åbnes hendes øjne og evne for at se og anderkende, at vi er forskellige som mennesker.

Det er så smukt og det bliver så tydeligt et udtryk for: at i det omfang, vi favner, holder af og anderkender os selv, åbnes vores sind og vores hjerte til bedre at kunne forstå og anerkende andres forskelligheder fra os selv.  

Elsk dig selv, så du kan elske din næste. Det er guldkorn til en bedre verden.

Fortsat god torsdag

Kh

Har du kommentarer til dette? – Del endelig, endelig dine tanker med mig lige her i kommentarfeltet.

Din historie – et spørgsmål om tolkning

- som kan genfortolkes

Your story may not have such a happy beginning. But that doesn’t make you who you are. It is the rest of your story. Who you choose to be.
(Kung Fu Panda 2)

Vi kan vælge og vi kan rette på, genfortolke det, der én gang er gået skævt i vores liv. Vi behøver ikke hænge fast i en gammel, destruktiv overbevisning. Gamle sandeheder er nemlig ikke det samme som endegyldige sandheder.

Første skridt til at bryde med det gamle er at spørge sig selv: er det sandt? Har vi at gøre med en nøgtern, objektiv sandhed? Hvis vi, når vi kigger os selv alvorligt i øjnene erkender, at sandheden nærmere er vores tolkning mere end det er sandhed, kan der være god grund til at gå skridtet videre og undersøge: Hvad gør den tolkning ved mig? Videre igen og ikke mindst: findes der en alternativ tolkning, som kunne være mere støttende og selvkærlig end den, jeg har vænnet mig til at fortælle mig selv???

Har du historier, der med fordel kunne genfortolkes?

Sådan én, der mærker

Et særligt træk ved sensitive mennesker, er evnen til at mærke og opsnappe stemninger og ting i omgivelserne, som andre ikke gør. Man kan også kalde det intuition. Der er rigtig meget godt at sige herom, men det kan i visse sammenhænge også være belastende.

Ofte kommer sensitive ud for at mærke noget i andre mennesker, som de ikke selv mærker, og som de måske heller ikke har lyst til at mærke. Den sensitive mærker, hvis andre mennesker har det skidt, hvis andre mennesker går og tumler med noget uden det bliver italesat, holder noget tilbage o.s.v. Der ligger noget skjult.

Men det der er skjult for andre, kan virke meget virkeligt for den sensitive. Ikke nødvendigvis klart og tydeligt, men virkeligt på den måde, at den sensitive mærker noget.  Og det kan være vældig frustrerende.

Frustrationerne giver ofte frit spil til fantasien, tanker, forestillinger.  Ikke mindst af negativ eller selvkritisk karakter:

• Har jeg gjort noget forkert?
• Det er også bare mig
• Jeg er også altid anderledes
• Det har nok noget med mig at gøre
• Hun/han er åbenbart sur på mig
• Jeg er også selv ude om det
• Jeg er også verdensmester i at ødelægge forhold til andre mennesker
• o.s.v.

De indre negative dialoger og overbevisninger er meget velkendte hos sensitive og selvfølgelig meget lidt befordrende både for selvværdet og for relationerne til andre mennesker.

For sensitive er der et arbejde i at begynde at tage sin intuition alvorligt og at stole på sin fornemmelse, når man mærker noget. 

Der er noget at tage til sig i, at det er en reel mulighed, at man opsnapper ting i andre mennesker, som de ofte slet ikke selv mærker og måske heller ikke har lyst til at mærke. At det kan afstedkomme en følelse af afvisning, følen sig udenfor, alene, fordi man faktisk er alene med det, man mærker.

Men oftest er der noget. Noget som den anden ikke vil eller er klar til at erkende. Og sådan er det, og må respekteres, selvom det kan være noget at rumme for den sensitive. Noget svært at rumme.

Måske kan det blive lidt mere “spiseligt”, når man opdager, at man ikke er alene om det at være sådan én, der mærker. Det kan være befriende. Ligesom det kan være befriende at opdage, at det faktisk er muligt at komme til at leve positivt med sin sensitivitet. Men man skal lære at beskytte og passe på sig selv.

Dét starter, når man begynder at anerkende, at man er sensitiv. Er du mon det? Du kan tage testen nederst til højre på denne side, og kan i øvrigt læse mere om de positive aspekter og meget mere om sensitivitet her

Kærlighed gør blind

- men det kan manglen på kærlighed også gøre. Eller manglen på kærlighed til sig selv. Manglende anerkendelse af sig seslv, af kroppens signaler og behov.

Det var det Kim Lerager Jensen oplevede. Han blev blind. Så du indslaget med ham i Aftenshowet i aftes?

Kim fortalte sin historie om modgang i livet, om stress og om det traumatiske i at få konstateret diabetes i sine ungdomsår. Han fortæller, hvordan han ignorerede kropssignaler, kroppens særlige behov og hvordan den endte med at sige stop ved at gøre ham blind.

Det stoppede ikke her for Kim. Han fik en depression, forsøgte selvmord, og kunne ikke se noget lys forude. Helt bogstaveligt og på det følelsesmæssige plan: Kim var gået i sort.

Det blev selvudvikling, der blev et vendepunkt for Kim. Gennem selvudviklingsforløb i terapi, coaching, deltaglese i kurser begyndte Kim at få kontakt med sin krop, få kontakt med sig selv. Han begyndte, at forstå sig selv på en ny måde,  hvordan krop, sind og følelser hænger sammen, og han begyndte at forstå, at blindheden ikke var problemet i sig selv, men et symptom på indre følelsesmæssige konflikter, som kroppen reagerer på.

Som Kim siger i indslaget: “Det hele skal med”. Krop og sind hænger uløseligt sammen. Om nogen er han et levende bevis herpå. Og det er ikke mirakler, der sker, når Kim bliver rask. Det er hårdt arbejde med sig selv. Han beviser, det kan lade sig gøre.

En dejlig, livsbekræftende beretning, og en tak til Kim, fordi han deler. Jeg håber som han, at hans beretning kan være til inspiration for andre, som sidder fast i svære livssituationer, med sygdom og lidelser inde på livet. At hans beretning kan være en inspiration på den måde, at selv om det traditionelle behandlersystem har kapituleret, eksisterer den mulighed, at symptomer og selv svære lidelser kan være af psykosomatisk karakter og deraf skal behandles som sådan. Og at det er en reel mulighed, at det kan være det, det handler om.

Du kan se eller gense indslaget med Kim her og/eller du kan købe adgang til at læse den store artikel om Kim fra søndagsudgaven af Jyllandsposten på avisens e-avis. Det kan du gøre her.

Den største dræber i kærlighedsforhold

- er os selv – eller rettere: manglen på kærlighed til os selv. Der er intet som lavt selvværd, den manglende kærlighed til os selv, der kan skabe ballade i vore kærlighedsforhold.

Et uhyre stort antal af os – mænd som kvinder – er formidable til at leve os ind i andres behov, tilgodese dem, ja, næsten være eksperter på dem. Men når vi så bliver udfordret på vore egne behov og følelser, på hvad vi selv har brug for, hvordan vi får tilgodeset dem, bliver nogle af os enten 

• helt blanke: tjah….jeg véd faktisk ikke,hvad jeg har brug for, hvad der vil være godt for MIG. Eller
• får negative associationer, hvor vi forbinder det med at tage vare på og tilgodese os selv med EGOISME eller
• vi afviser, at det har noget med sagen at gøre overhovedet. At der skulle være forbindelse med, hvordan vores kærlighedsliv fungerer, og hvordan vi selv fungerer

Men det hænger sammen: har du kærlighed til dig selv, selvværd, selvagtelse er du også i stand til at bevare din integritet i dit forhold. Kun på den måde, kan vi mødes i forholdet som individer på en måde så 1 plus 1 = 3. Og er det ikke sådan vi ønsker, at få regnestykket til at gå op i vores kærlighedsforhold? Jeg gør i hvert fald. Hvad med dig?

Hvis du vil læse mere, så klik ind på min seneste avisartikel om kærlighedsafhængighed her.