Din sensitivitet – en smuk og særegen blomst

Sensitiviteten er som en smuk og særegen blomst, der har brug for sine særlige betingelser for at trives. Men der er ikke noget galt med sensitiviteten. Selvom sensitiviteten for mange opleves problemfyldt og belastende, og selvom mange særligt sensitive selv synes og tillige ofte bakkes op af omgivelserne i, at sensitiviteten er problemet, hævder jeg at: sensitiviteten er ikke problemet.

Sensitiviteten er blomsten, der har brug for nogle særlige betingelser for at trives, og det kan måske være svært at finde ud af, hvad er, men det er det, der er en udfordring og det er der, det kan være gavnligt at skelne imellem: Sensitiviteten og betingelserne for sensitiviteten. For én ting er at det kan opleves svært at tilgodese sensitivitetens behov, en anden ting er at gøre sensitiviteten til selve problembarnet. 

At tilgodese sin særlige sensitivitet svarer ikke stort andet end til, at der er planter, der har brug for visse betingelser for at trives og at der er andre planter, der har brug for andre betingelser. Og så indretter vi os efter deres forskellige behov. Og ligesom vi ikke ekskluderer en plante med særlige behov og gør den til et problembarn, så er der heller ingen god grund til at gøre det med sin sensitivitet eller tillade at andre gør det. Det er blot et spørgsmål om at finde ud, hvilke helt særlige betingelser, din sensitivitet har brug for, for at den kan blomstre, for at du kan blomstre. Og hvilke, der i særlig grad står i vejen for derfor.

Hvordan er du “gartner” for dig selv? Hvordan indretter du dit livs væksthus for dig og din sensitivitet? Er der vand, lys, luft, hvile, som den har brug for? I afstemte mængder, der passer til lige præcis dig? – for nu at blive i metaforernes verden.

Måske spørgsmål der er værd at overveje på en regnfuld torsdag i april? Måske en indre blomst, der sidder og smiler ved tanken om dens ejermand, -kvinde, der gør sig sådanne tanker? Måske?

kærlig hilsen og god torsdag!

Charlotte

 

De fjollede følelser

Hvordan har du det med dine følelser? Hvordan omtaler du dem? Hvad siger du til dem? At de skal forsvinde? Hører du dig selv sige: “Det er jo også fjollet at ha’ det sådan, at føle sådan, når jeg nu godt véd…? Eller hvordan er dit forhold til dine følelser?

Én ting er helt sikkert: Hvis du fortæller dig selv, at dine følelser er fjollede – så bliver de fjollede. Og ikke bare fjollede, men besværlige, uregerlige, hæmmende, måske endog så ondsindede, at de spænder ben for det gode liv. Det gør de, hvis de  bliver ignoreret, tilsidesat, skændet på, kritiseret.  Det kan de ikke li’, og de bliver ved og ved og ved som et duracell batteri med at køre rundt med dig som en kanin i manegen indtil du har fattet deres budskab. De vil høres, de vil respekteres, vil tages hensyn til. De vil have nærvær fra dig. Jeg lover dig: ligeså længe, du ikke giver dem det, vil de gøre livet surt for dig.

Er det sådan det er med følelserne i dit liv? Gør de det surt for dig? Har I svært ved at forliges? Hvor lang tid er det, at I har levet som hund og kat med hinanden? Er det nu på tide, at I begynder at lære hinanden at kende, begynder at stifte fred med hinanden, så I kan få noget go’ tid sammen? Så du kan få det godt.

Det er heldigvis aldrig for sent, så I kan nå det endnu, men det er dig, din vilje, der må tage teten, og gøre alvor af det, hvis det skal være. Véd du det? Er der egentlig noget, der forhindrer dig i at starte i dag? Nå, ikke? Så prøv med at øve dig i at være nærværende overfor det, der sker i dig:

Lige nu, da du har læst dette…mærk…hvordan er der i dig? Hvordan er det at være dig…lige nu. Mærk det…uden at censurere. Du må være glad. du må være vred. Du  må være ked af det, irriteret, bange, opløftet…lige meget hvad. Du er som du er, har det som du har det, som du har det lige nu. Du må være lige det, du er. Hvordan er det? Må du være det for hele dig? Måske kommer der alligevel en censur indover….det kan dine følelser ikke li’, men måske er det sådan det er. Må det være sådan? Kan du acceptere det? Hvordan er det? Hvad må være der, hvor bliver der censureret? Acceptér, at det er lige som det er lige nu, og jeg lover dig, dine følelser kan li’ det. De vil langsomt, hvis du begynder at hellige dem den opmærksomhed, den tid, den accept, de har brug for, begynde at falde til ro, og begynde at sætte positive spor i dit liv. Når først de har vænnet sig til den nye situation (den skal de selvfølgelig vænne sig til. Kan det virkelig passe? – vil de måske til at starte med, spørge sig selv. Bliver vi virkelig lyttet til? Må vi virkelig være her?), vil de begynde at falde til ro og blive medspillere i stedet for modspillere i dit liv.

Jeg spørger én gang til: er der noget, der forhindrer dig i at starte i dag? God fornøjelse!

P.S. hvis det føles svært og meget uvant at skulle til at være gode venner med de svære følelser, som du altid har ønsket et sted hen, hvor en vis herre bor, så er der selvfølgelig hjælp og støtte at hente hos en god terapeut, som kan lette de tungeste skridt, der må tages. Men jeg lover dig: det bliver lettere, løfter dit selvværd, øger din livskvalitet - under alle omstændigheder - når du stopper med at nedgøre dine følelser, nedgøre dig.

Sensitiv eller gamle sår?

“Når jeg er som jeg er, er det så fordi, jeg er særligt sensitiv, eller fordi jeg har nogle historier med mig, som gør mig særligt sårbar?”

Det er et spørgsmål, som jeg tit bliver stillet. I det spørgsmål “når jeg er som jeg er”, ligger næsten altid underforstået:

• anderledes
• mærkelig
• forkert
• passer ikke ind

Dette selvbillede hænger imidlertid ikke implicit sammmen med det at være sensitiv. Ikke hvis man i hvert tilfælde har været i et barndomsmiljø, hvor ens særlige karaktertræk er blevet påskønnet, elsket, anerkendt og ligefrem fremhævet.

Det er imidlertid mere undtagelsen end det er reglen, at vi vokser op i sådan et miljø. De fleste får erhvervet sig et negativt selvbillede omkring deres sensitivitet. Og det opstår dér, hvor barndomsmiljøet ikke har kunnet svare positivt og anerkendende igen på det særlig karaktertræk.

Oplevelsen af vores særlige sensitivitet har betydning for, hvordan vi lever med den. Om den bliver en positiv eller negativ medspiller i vores liv, og det hænger sammen med det miljø, vi har lært at håndtere den i. Og spørgsmålet om særlig sensitivitet eller gamle sår er således ikke et spørgsmål om enten – eller. Det er et både – og.

Når vi bakser med vores sensitivitet er det et både – og. Det er der, hvor vi er særligt sensitive (det er vores karaktertræk) og, hvor miljøet ikke har svaret igen, passende og positivt, på den særlige sensitivitet, så det kommer til at afspejle sig i sjælen, vores selvværd og vores selvfølelse. Og det gør det. Og det er der, hvor vi får stigmatiseret os selv á la “når jeg er som jeg er”. Det hænger sammen, uomtvisteligt.

Heldigvis er det dog til at reparere og hele. Vi kan altid “nå” at hele de gamle sår, så det negative selvbillede bliver vendt til et positivt, selvværdet og selvfølelsen bliver løftet, og så sensitiviteten i højere grad bliver en positiv og ressourcestærk side i os på en måde så: “når jeg er som jeg er…” bliver til “OG jeg er som jeg er…”.

Hildegard

 

En roman, der kan meget

- poetisk

- historisk

- psykologisk

Her vil jeg især tillægge den en værdi som et studie udi særlig sensivitet

Kan varmt anbefales!